DISCLAIMER
Alle nedenstående besvarelser er et øjebliksbillede af min egen personlige vurdering og holdning. Redderklar får ikke officielle oplysninger fra ambulanceentreprenørerne, men holdet bag Redderklar har et godt indblik i optagelsesprocedurerne, uddannelsen samt livet i og udenfor ambulancen.
Du er ved at søge ind i et fag som er yderst dynamisk. Intet er sort og hvidt.

Hvis du leder efter Redderklars mest stillede spørgsmål 1-20,
så tryk her!

Spørgsmål 21: Hvordan er det sociale under uddannelsen og på ambulancen?

Svar: At være i ambulancefaget er ekstremt socialt. Man kommer hinanden ved på godt og ondt. Du kommer ud i nogle svære situationer hvor du kun har din makker – og det knytter bånd!
På skolen laver man rigtig meget praktisk og man kommer virkelig hinanden ved. Endnu mere hvis man bor på skolehjem! Mange bliver rigtig gode venner og ses i privaten.
Ude i tjenesten bliver der tit arrangeret fællesting for stationen, ens vagthold eller generelt bare i firmaet. Jeg tror alle firmaer har en fællesgruppe på Facebook, hvor der bliver lagt op til sociale sammenkomster flere gange om måneden.

Så summa summarum er, at der er rig mulighed for at få en hulens masse gode venner!

Spørgsmål 22: Er der tid til at have et arbejde ved siden af?

Svar: Når du går i skole, er du i gang fra kl 8-15. Så hvis du kan mestre et arbejde ved siden af + være frisk næste morgen inkl. lave lektier, så er der ingen der stopper dig. Men der forventes mere og mere af dig jo længere du kommer på uddannelsen.

I praktikperioderne har man forholdsvis meget fri, så der er god mulighed for at have et lille bijob ved siden af. Vær dog opmærksom på, at du skal kunne holde 100% fokus på dit hovederhverv – ambulancen. Ellers er din arbejdsgiver vidst berettiget til at opsige dig.

Mange af mine kollegaer arbejder som håndværker ved siden af og jeg selv er vikar på Beredskab Fyns vagtcentral, hvor jeg supplerer timerne op når jeg har fri og ikke kører ambulance.

Spørgsmål 23: Får man SU eller elevløn under uddannelsen?

Svar: Som elev i Falck får du SU på grundforløbet og elevløn under hovedforløbet af uddannelsen. Hos de andre ambulanceentreprenører får du elevløn under hele uddannelsen.
På det forlængede grundforløb (20 uger) får du SU.

Spørgsmål 24: Hvorfor skal man i hospitalspraktik og hvad laver man?

Svar: Du skal i hospitalspraktik fordi det er en del af uddannelsesplanen og bliver tilknyttet hospitaler i den region du kører ambulance.
Man skal i hospitalspraktik 4 gange i løbet af uddannelsen:

  • Under 3. praktikperiode skal du på kirurgisk og medicinsk afdeling (2x 14 dage) + 3 dage i hjemmeplejen med en SSA’er og sygeplejerske.
  • Under 4. praktikperiode skal du på anæstesi (2 uger), kardiologisk afdeling (1 uge) og opvågningen (1 uge).
  • Under 5. praktikperiode skal du på fødegangen (1 uge), børneafdeling (1 uge) og i psykiatrien (2 uger).
  • Under 6. praktikperiode skal du i akutmodtagelsen herunder traumecenter og skadestuen (3 uger).

Man følger sygeplejerskerne og deres daglige arbejde på afdelingen.

Læs mere om hospitalspraktikken i Mikes blogindlæg her!

Spørgsmål 25: Hvor lang tid tager uddannelsen?

Svar: I dag, hvor man uddanner sig til ambulancebehandler, tager uddannelsen 3 år og 7 måneder + et grundforløb på 10 uger.

Spørgsmål 26: Kan man bo i en region og arbejde i en anden?

Svar: Det kan man sagtens. Hvis du ikke har noget problem i at pendle på arbejde og evt. bo på skolehjem under skoleperioderne, så er der intet til hinder for dette.
Når du er ude i praktikken og køre ambulance, så kan du ofte låne et værelse og sove på stationen. Dog kan du risikere at værelserne er helt fyldt op og så må du ud og finde alternativer.
Det er også op til dig selv om du vil flytte adresse for en elevplads. Arbejdsgiveren kan ikke stille det som et krav for ansættelse.
Jeg oplever mange som bor på Fyn og arbejder i Hovedstaden eller omvendt.

Polle Fiction, 2002

Spørgsmål 27: Kan alle bo på skolehjem?

Svar: Du er berettiget til at bo på skolehjem, hvis du har mere end 5 kvarters offentlig transport fra din bopæl til skolehjemmet.

Spørgsmål 28: Er der forskel på skolerne og skolehjemmet i Hillerød og Esbjerg?

Svar: Skolehjemmene er ret ens og så alligevel ikke. Ensheden ligger i, at alle på skolehjemmene går på samme uddannelse. Man bor 1-2 elever sammen. Der er morgen, middags og aftensmad inkluderet i opholdet samt flere sociale aktiviteter i løbet af din tid på skolehjemmet.

Forskellene ligger i indretningen og reglerne. I Esbjerg bor man på et hotel, hvilket giver den vis høj standard for værelserne. Dog bor man længere fra skolen end i Hillerød. I Hillerød bor man i bygninger ejet af et kollegie, hvilket også fortæller noget om standarden for værelserne og fælleslokalerne. Dog bor du 5 minutters gang fra skolen.

Hvis du vil vide mere om skolehjemmene kan du læse nedenstående links eller skriv til os bloggere; Mike og Alexander, da vi begge bor på skolehjemmene.

Spørgsmål 29: Hvor svær er ambulanceuddannelsen egentlig?

Svar: Som udgangspunkt skal du kun have gode karakterer fra folkeskolen for at blive optaget på uddannelsen. Det må betyde, at langt de fleste kan være med fagligt. Dog er der utrolig meget viden og udenadslære om kroppens anatomi, fysiologi samt sygdomslære og farmakologi.

Fra 1/1/2019 starter man på ambulancebehandleruddannelsen som har fået et gevaldigt løft rent fagligt, men alligevel bliver der ikke sat større krav fra ambulanceentreprenørernes side om, at du skal have gode karakterer fra folkeskolen. Læs et uddybende svar på spørgsmålet her og om selve niveauet fra en af bloggerne her og her.

Spørgsmål 30: Kan jeg klare presset som ambulancebehandler?

Svar: Du er uden tvivl ikke den eneste der har haft det sådan ifm. med en optagelsesprøve eller overvejelser med jobbet. Man kan ikke vide på forhånd om man er gearet til jobbet, men man kan godt lave et par udelukkelser. Læs videre om de udelukkelser ved at trykke her.

Spørgsmål 31: Er der stadig højdekrav på uddannelsen?

Svar: Falck, som er det eneste ambulanceselskab der har haft højdekrav, har valgt at fjerne kravet. (Opdateret september 2022)
Enkelte firmaer anbefaler nu kun en højde mellem 1.65-1.95, men dette er altså ikke længere et krav.

Spørgsmål 32: Hvor lang tid går der før man skal til fysisk test?

Svar: Det afhænger af, hvilket firma du søger ind hos. Nogle inviterer dig til fysisk test 2 uger efter deres mail, andre giver dig 2 måneders træningstid. Læs en uddybende besvarelse her.

Spørgsmål 33: Jeg svømmer dårligt – hvad gør jeg?

Svar: Som alt andet træning, kan det læres. Og det kan tage tid, hvis man aldrig har svømmet før. Læs vores videre besvarelse her.

Spørgsmål 34: Må jeg røre kanten til svømmeprøven?

Svar: Det korte svar er nej. Klik ind her for at få et uddybende svar om svømmeprøven.

Spørgsmål 35: Hvorfor ser man ikke ambulancereddere med hovedbeklædning? Er der en generel politik om det?

Svar: Der er ikke regler for om man må have hovedbeklædning på eller ej. De fleste (hvis ikke alle) firmaer går ind for mangfoldighed i hhv race, religion, seksualitet osv. – der er plads til alle. Vi tror desværre bare, at mange tænker, at man ikke kan søge netop fordi man har hovedbeklædning. Hvilket er yderst beklageligt, for man ser hovedbeklædning i alle andre sundhedsfaglige grupper; sygeplejersker, læger, SOSU-assistenter og -hjælpere.

Spørgsmål 36: Jeg har ikke været i værnepligten, kan jeg stadig komme ind?

Læs svaret her.

Spørgsmål 37: Hvad går den kognitive test ud på?

Svar: Hos de fleste entreprenører skal man igennem en kognitiv test. Den indeholder dele af logisk tænkning, figurer, matematik, dansk grammatik og samfundsforståelse. Læs vores uddybende svar her.

Hvis du vil have den komplette guide til en god omtanketest, kan du læse dette blogindlæg.

Spørgsmål 38: Mindsker det mine chancer at komme ind, hvis jeg tager daglig medicin?

Svar: Det er som udgangspunkt ikke noget problem, men læs vores uddybende svar her.

Spørgsmål 39: Kan jeg blive ambulancebehandler som ordblind?

Svar: Det kan du bestemt! Læs vores uddybende svar her.

Spørgsmål 40: Holder Redderklar sig helt opdateret?

Svar: Vi gør vores yderst bedste for at holde vores kanaler så opdaterede så muligt på både ansøgningsrunder, fysiske og kognitive tests samt andre ændringer. Men for at du kan være 100% sikker vil jeg anbefale, at du selv holder dig opdateret hos de firmaers hjemmesider, hvor du søger ind.

Hvem er jeg?
Alexander, redderelev hos Hovedstadens Beredskab

Læs mere fra mig her

Har du spørgsmål eller kommentar til mig, så stil dem herunder

Kommentar