Den 17. august 2020 startede jeg som redderelev i Hovedstadens Beredskab og meget er sket siden da. Dengang skrev jeg et blogindlæg om den første uge på skolen, som du kan læse her. Og for et år siden, lavede jeg et tilbageblik på mit første år som redderelev, som du kan læse her.
For et år siden sluttede jeg med ordene: ”Nu er spørgsmålet bare, hvad 3. skoleperiode byder på? Introduktion til traumatologi, videreudvikling af farmakologi, anatomi og fysiologi og nåh ja, en lille HLR-eksamen til oktober.”
På uddannelsens andet år vokser man ufattelig meget. Både fagligt, personligt og i ambulancen. Læringskurven er utrolig stejl og jeg vil prøve at komme ind på, hvad vi har været igennem.
”Kære dagbog, for ca. 2 år siden startede jeg på ambulancebehandleruddannelsen og jeg synes det bliver federe og federe at køre ambulance!“
Skoleperioderne
I oktober 2021 nåede vi 3. skoleperiode, hvor man skal til hjerte/lunge-redning (HLR) eksamen og det var der simpelthen ikke nogen ben i … overhovedet! Man får tildelt eller vælger selv sin makker tidligt i forløbet og så har man rigeligt med dage til at øve sin HLR-algoritme til ukendelighed. I min klasse, BEH05, var der ingen som var i nærheden af at dumpe.
Qua af jeg har været frivillig samarit i 5-6 år, så synes jeg selv, at min HLR ligger ret godt på rygraden, så jeg var overhovedet ikke nervøs og jeg synes det er fedt at kunne vise, at man er god til noget.
I februar og marts 2022 gik vi på 4. skoleperiode, hvor den store eksamen er farmakologi og jeg havde tidligere hørt om elever som var dumpet denne eksamen, så jeg ville naturligvis gerne tage den seriøs og læse op på faget. Både så jeg følte mig tryg ved at gå til eksamen, men også så jeg ville kunne sige, at jeg havde gjort mit bedste, selvom der måske kom en knap så god karakter.
Dagene gik hurtigt, eksamen nærmede sig drastisk og eksamensangsten begyndte at sprede sig i klassen, men det var der absolut ingen grund til. Alle i min klasse bestod også denne eksamen!
Der var ca. 45 spørgsmål som skulle besvares på 2,5 time. Spørgsmålene var blandet multiple choice, lægemiddelregning spørgsmål og cases. Sværhedsgraden var overskuelig og vi måtte slå meget op på nettet (www.pro.medicin.dk), men casene tog tid, hvilket gjorde prøven svær. Man var maks tidspresset!
Når jeg er til skriftlige eksaminer lider jeg af god stress. Mit adrenalin-niveau er lige tilpas således at mine sanser er fuldt fokuseret. Det gør så, at jeg måske skynder mig lidt og stoler på min første indskydelse. Det betød, at jeg efter 1 time og 45 minutter som den 2. i klassen, var færdig og forlod eksamen. Det er lidt nervepirrende når vi kun er 2 som forlader klassen før tid. Så kan resultatet være godt eller dårligt! Heldigvis er jeg tilfreds med karakteren jeg fik.
Der gik ikke lang tid fra man var færdig med 4. skoleperiode til man startede på 5. og at gennemføre 5. skoleperiode, er en milepæl i uddannelsen. For så snart man er færdig med 5. skoleperiode, så bliver man godkendt som 2. mand, hvilket svarer til at man kører tilsvarende en ambulanceassistent. Skiftet fra 3. til 2. mand har Mike skrevet om her.
5. skoleperiode byder på både psykologi og traumatologi eksamen. Kan du gætte hvad den mest interessante eksamen er?
Psykologi eksamen var tung og kedelig at læse op til og det skulle bare overstås. Mere er der ikke at sige om den.
Traumatologi blev gennemført gennem et kursus der hedder ITLS (International Trauma Life Support) og det var skide godt! Emnerne blev hurtigt kørt igennem, men hvis man havde læst lidt hjemmefra, så gik det.
Selve traumatologi eksamen bestod af en multiple choice prøve bestående af 50 spørgsmål, hvor man skulle mindst have 37 rigtige – derudover bestod eksamen også af en praktisk prøve, hvor man sammen med en makker skulle løse en traume-case.
Inden jeg gik ind til den skriftlige eksamen, følte jeg bund ærligt, at jeg havde læst nok til at få maks 3 fejl. Efter prøven, var jeg virkelig i tvivl om jeg overhovedet ville bestå. Den var røv svær, men det gik heldigvis. Det samme med den praktiske case.
Praktikperioderne
At møde ind på stationen, klargøre bilen, køre udrykning, kalde lægebil mm. er blevet hverdag.
Men praktikperioderne er ikke så lange på 2. skoleår synes jeg. De går alt for hurtigt!
Det gør de nok fordi jeg synes de bliver sjovere og sjovere og man får mere ud af turene. Man får mere med for hver tur, fordi man kan slappe mere af i det. Når man kan slappe af, kan man opfange flere detaljer og nyde samtalerne med patienterne bedre.
Man er også blevet langt mere sikker i sin arbejdsgang. Dvs ens patienttilgang, ABCDE, spørgeteknik og sygdomsbilleder. På første år følte jeg mig ret tit dum i arbejde, men nu føler jeg, at man har fået den nødvendige praktik til at vide hvad det er man laver og hvad det er man skal lave samt hvor hen man arbejder mod.
I skrivende stund står jeg overfor næsten et halvt års praktikperiode og jeg glæder mig som et lille barn til at få endnu mere erfaring på bilen, møde en masse patienter og blive bedre til mit arbejde.
I praktikperioderne er vi også i hospitalspraktik og i denne omgang har det faktisk været nogle helt fornuftige perioder! Selvom vi ikke skal arbejde in-hospital, så giver det sindssygt god mening at få indblik i nogle af de vigtige afdelinger; psykiatrisk afd, fødegangen, børnemodtagelsen, kardiologisk og anæstesiologisk afdeling.
Vil du læse mere om hospitalspraktikkerne, så kan du læse Mikes blogindlæg her.
Før jeg slutter det her blogindlæg af, vil jeg kort sige, at ikke alt er liv og glade dage. Det har taget mig 1,5 år på uddannelsen før, at jeg oplevede noget slemt. Jeg kan desværre ikke fortælle så meget udover at det var et slemt færdselsuheld med en ung person.
Som reddere bliver vi tit spurgt, hvad det værste vi har oplevet og indtil denne dag havde jeg ikke rigtig noget at kunne sige, men det har jeg nu og det får mig til at tænke – hvad er meningen med dette spørgsmål?
Prøv at høre podcasten fra FoamMedic, episode 34, ”Hvad er det værste du har set?”
Heldigvis har vi en masse gode kollegaer vi kan snakke med og psykologhjælp er kun en opringning væk. De første dage efter hændelsen var underlige fordi ulykken var sket så spontant med en kedelig udgang og det sætter tingene i perspektiv.
I dag, nogle måneder efter ulykken tænker jeg kun på det når jeg kører forbi stedet. Som ambulanceredder opbygger vi jo løbende et filter overfor sådanne ting og heldigvis er det ikke hver dag, at der sker disse ting. Det er meget rart, at de oftest kommer i bølger, så man lige kan fordøje situationen.
Til sidst vil jeg kort nævne, at alle elever i Hovedstadens Beredskab er pr. 1/6/22 blevet virksomhedsoverdraget til Region Hovedstadens Akutberedskab.
(Udbud og virksomhedsoverdragelser kan du læse om her).
Der er egentlig ikke den store forskel på jobbet – bilerne er næsten ens, patienterne er de samme, uniformen ligner hinanden. Det er alt det bagvedliggende som er nyt – ens ledere, vagtplanlægning, overenskomst, løn- og løntillæg. Det hele er stadig meget nyt og man skal lige vænne sig til nye arbejdsgange. Det kan være, at jeg på et senere tidspunkt skriver om, hvordan det har været post-virksomhedsoverdraget.
Det næste år vil byde på 6. skoleperiode med den sidste hospitalspraktik og den hårdeste eksamen på uddannelsen – nemlig Sundhed og Sygdom. Derudover vil det næste år byde på en projektopgave på 7. skoleperiode og en maaaasse ambulanceture.
Hvem er jeg?
Alexander, redderelev i Akutberedskabet (tidl. HBR)
