For lidt over et år siden begyndte jeg med at skrive ”Velkommen til Danmarks mest eftertragtede erhvervsuddannelse.” i et af mine første blogindlæg. Dengang handlede det om mine oplevelser, følelser og tanker om den første uge på uddannelsen, men i dette blogindlæg vil jeg gerne give et tilbageblik på det første år som redderelev. Det har nemlig været noget af en rutsjebanetur.
Jeg føler at jeg har 10 sekunder til at levere mit livs salgstale, ellers tænker de, at jeg er en inkompetent redder.
Det har været et år fyldt med fejl og følelsen af at være uduelig til en masse aha-oplevelser og voksende selvtillid!
Da jeg startede på Unord den 17. august 2020 var det svært at forestille sig hvor langt man ville være nået, hvis jeg kiggede et år frem. Når jeg kiggede på de ældre elever, tænkte jeg, at hold da op hvor var de langt fremme og kunne mange ting.
Det føltes som om man skulle kunne 100 ting og at man aldrig ville nå målet, men nu er jeg her et år senere og er lige startet på 3. skoleperiode.
Og hvad har jeg så lært det sidste års tid?
Dum i arbejde
Efter at have været 10 uger på grundforløb, hvor der ingen lektier var og hvor det sociale var i fokus, husker jeg tydeligt en tur under 1. praktikperiode (den ene uge inden man starter på hovedforløbet), hvor vi skulle ud til en patient med KOL i forværring. Jeg havde været samarit i 4 år og kunne teoretisk rimelig godt min ABCDE-gennemgang, så jeg var måske lidt kæk og tænkte for mig selv: ”Hvor svært kan det være?”.
Men lige pludselig stod vi dér, foran patienten der havde svært med at komme af med luften og havde en iltmætning på 81%. Jeg glemte alt……
Da jeg gik i stå i min patientvurdering, overtog min mentor fint behandlingen og vi fik gelejdet patienten på hospitalet uden yderligere forværring.
Men det resulterede i en kæmpe øv fornemmelse! Jeg havde jo på det tidspunkt fortalt min mentor, at jeg godt kunne min ABCDE, men nu stod jeg og lignede en kæmpe klaphat. Jeg blev ret frustreret over mig selv, for jeg ville jo ikke tabe ansigt foran min mentor…
Kørekort og udrykningskursus
På 1. og 2. skoleperiode får man hhv. taxakørekort og lastbilkørekort samt udrykningskurset så man på 3. praktikperiode må køre ambulancen med og uden udrykning. Jeg havde godt nok både taxa- og lastbilkørekort i forvejen, så jeg ventede bare på at få udrykningskurset, så man måtte køre ambulancen på lige fod som ens kollegaer.
Indtil nu havde jeg måtte køre ambulancen under almindelig kørsel, men hvis vi fik en kørsel alfa (udrykningskørsel) imens jeg var ved roret, så blev det noget værre rod.
Men dagen kom hvor vi alle bestod og jeg kan godt love dig for kære læser, at det er fuckingfedt at køre udrykning! Undskyld mit franske.
Forestil dig, at du kommer kørende i en stor kassevogn – du har en opgave der er lidt mere vigtig end de andre bilister på gaden og den tæt trafikerede vej i Københavns gader, spreder sig for dig som da Moses spredte vandene under israelitternes flugt fra egypterne.
Mike har desuden lavet et kanon blogindlæg om netop dette emne, det kan du læse her.
Teori og praksis kobles
I starten af uddannelsen følte jeg rent fagligt, at jeg var ret godt med, men sidst på 2. skoleperiode kunne jeg godt mærke, at man skal hænge i, når det kommer til anatomi/fysiologi og farmakologi. Det er klart de tunge fag, som vi er stødt på indtil videre! … Når det så er sagt, så tror jeg dog heller ikke at det hjalp, at vi havde online undervisning tilbage i februar. Det kan jeg slet ikke holde koncentrationen til!
I fagene farmakologi og anatomi/fysiologi har vi indtil nu mere eller mindre kun rørt overfladen, men allerede nu kan jeg mærke at det på et tidspunkt kommer til at give skidegod mening det hele! Skolen giver os den teoretiske baggrundsviden til hvorfor vi gør tingene som vi gør i ambulancen, hvor praktikperioderne lærer os hvordan dagligdagen er og hvordan vi gør tingene rent praktisk. En super, super fed kombination af teori og praksis, som jeg tror mange af jer fremtidige behandlerelever også vil synes er fedt.
Efter at have været middelmådig som jeg plejer under 2. skoleperiode, var det tid til at stifte bekendtskab med 4 ugers hospitalspraktik efterfulgt af 3,5 måneds praktikperiode. En god lang praktikperiode med styrkende selvtillid!
Efter de 4 uger i hospitalspraktik er jeg desværre gået derfra med følelsen af, at jeg havde spildt min tid. Det er utrolig forskelligt fra hospitalsafdeling til hospitalsafdeling, hvor meget reddereleverne får ud af opholdet, men jeg sidder stadig dags dato og kan ikke se, hvad jeg skulle have ud af netop de 4 uger jeg var igennem. Hvis du vil læse en uddybende fortælling om hospitalspraktikker, så kan du trykke her.
Slutevaluering og 3. skoleperiode
Her til sidst inden vi startede på 3. skoleperiode, har vi i Hovedstadens Beredskab skulle udfylde en slutevaluering for afsluttende praktikperiode. I den skulle jeg bl.a. skrive, hvad der er gået godt og hvad det vigtigste jeg har lært er.
En af spørgsmålene var, hvilken udfordring der har været størst og her svarede jeg, at overlevering til sygeplejerskerne eller at konferere med diverse læger. Af en eller anden årsag føler jeg at det har været min kæphest fordi jeg ikke helt præcist ved hvad de vil vide af mig. Jeg føler at jeg har 10 sekunder til at levere mit livs salgstale, ellers tænker de, at jeg er en inkompetent redder.
Heldigvis gav det faktisk pote at få et lille indblik i, hvad sygeplejerskerne skal vide af os ambulancereddere, da jeg var på hospitalspraktik – så noget godt er der da kommet ud af opholdet!
I vores slutevaluering skulle vi også svare på, hvad det vigtigste vi har lært i praktikperioden. Og jeg synes, at man først nu her efter en praktikperiode på næsten 4 måneder får et godt indblik i rutinen som redder. Jeg skrev som det vigtigste jeg har lært, at jeg er ved at finde mig til rette i rutinen og generelt føler mig bedre til at modtage informationer og opstarte relevant behandling.
Så egentlig først nu her efter et lille års tid føler jeg, at jeg kan være nogenlunde med på vognen uden at fremstå som ”eleven”, men indgå i et samarbejde mellem de andre på bilen og de andre aktører vi møder i dagligdagen.
Nu er spørgsmålet bare, hvad 3. skoleperiode byder på? Introduktion til traumatologi, videreudvikling af farmakologi, anatomi og fysiologi og nåh ja, en lille HLR-eksamen til oktober.
Hvem er jeg?
Alexander, redderelev i Hovedstadens Beredskab
