Det er noget man øver til ukendelighed og som man bare skal kunne, når du bliver flået ud af din dybeste søvn kl 03 om natten. Det er selvfølgelig hjertestop, jeg skriver om. Om det er en 10-årig eller 90-årig, så er proceduren mere eller mindre det samme. Man skal lave kompressioner så hjertet kan pumpe blod rundt samtidig med, at du skal give indblæsninger, så der også kommer ilt med rundt.

Det sidder på rygraden
For ca. et års tid siden var jeg ude til mit første hjertestop. Det var mens jeg arbejdede som brandmand i Hovedstadens Beredskab. Jeg havde fået en observatørvagt på ambulancen hvilket passede mig fint, for det var jo ambulance jeg gerne ville køre.
Siden 2016 har jeg været samarit, hvor vi også øver HLR ofte. Så jeg vidste, at på papiret og på dukker kunne jeg sagtens give hjerte/lunge-redning, men jeg havde aldrig prøvet på et menneske før. Så hvordan reagerer man lige? Kan man faktisk sit shit når det gælder? Der var mange tanker der fløj rundt i hovedet på mig på det tidspunkt. Jeg havde heller ikke rigtig set et dødt menneske før, udover min oldemor på 101 år.

For at være i denne branche, skal man være indforstået med,
at man ikke kan redde hele verden

Jeg husker, at vi startede med at få en kørsel B til et eller andet knap så voldsomt, men på vej til adressen blev vi omdirigeret til det her hjertestop. Jeg tror de fleste af jer læsere kan følge mig, når jeg skriver, at jeg faktisk var spændt på netop denne tur. Det er jo ikke noget man skal gå rundt og sige højt, men nu er vi i et fag, hvor der kan ske alt muligt crazy, så HVIS der skulle komme et hjertestop, så måtte det godt være når jeg var på vagt og til den ambulance jeg var på. Ikke at jeg håber folk går rundt og får hjertestop – men det er jo en tur hvor man virkelig kan bruge sine kompetencer.

På vej der ud sagde jeg til paramedicineren, at de endelig bare skulle sætte mig i gang. Jeg gad ikke være en eller anden dum elev, jeg ville virkelig gerne hjælpe. Vi kom frem til stedet og jeg kunne se, at lægebilen var kommet os i forvejen.
Vi trådte ind i rummet og der var 2 civile der har været i gang med HLR indtil lægen kom og vi kom så 1,5 minut efter. Så bad paramedicineren mig om at trykke og lynhurtigt var jeg i gang!

30:2, 30:2, 30:2

Alt gik så hurtigt, men adrenalinet kørte og det hele var spændende. Selvfølgelig ikke for patienten og pårørende, men det var en personlig sejr at kunne det man havde trænet så meget.
Noget af det, det husker mest tydeligt i dag, var følelsen af at give kompressioner.

Det er okay at tale tingene
Jeg vil ikke fortælle så specifikt om hændelsen grundet tavshedspligt, men hele hændelsen var speciel. Vedkommende var død på en underlig måde og politiet kom også ud for at undersøge stedet. De 2 paramedicinere jeg kørte med den dag, havde aldrig oplevet sådan et hjertestop før.
Vi fik ikke genoplivet manden. For at være i denne branche, skal man være indforstået med, at man ikke kan redde hele verden.

Uanset om hændelsen var mystisk eller ej, så er det naturligt, at man taler tingene igennem bagefter. Jeg synes det var rart at tale det igennem fordi jeg var oppe og køre. Glad for at have været med til mit første hjertestop og prøvet mine kompetencer af, og faktisk beviste overfor mig selv at det kunne jeg godt. De 2 PM’ere talte meget om, hvor mystisk det var og at de ikke havde oplevet noget lignende før.

For nylig var jeg også ude til et hjertestop, hvor vi desværre heller ikke fik genoplivet vedkommende.
Jeg glæder mig til den dag, hvor vi får genoplivet en person! 🙂

Hvem er jeg?
Alexander, redderelev hos Hovedstadens Beredskab

Læs mere fra mig her

Har du spørgsmål eller kommentar til mig, så stil dem herunder

Kommentar