Som resten af Danmark, og resten af erhvervsuddannelserne i landet, blev uddannelsen til ambulancebehandler også lukket ned tilbage i marts 20. For mit, og min klasses vedkommende var vi fem dage fra at skulle retur til anden skoleperiode, og stod derved med stor tvivl, hvad der nu skulle ske med os, når vi som tredjemands elever ikke rigtigt havde nogen funktion på ambulancen, og faktisk slet ikke måtte køre med på bilen. På daværende tidspunkt, havde vi været i gang med uddannelsen i et halvt år.
De forskellige regioner, har haft forskellige tilgange til, hvordan tredjemands elever har kunnet indgå i driften, på daværende tidspunkt var jeg elev i Falck, region midt.
Jeg var så privilegeret at have holdt ferie op til nedlukningen, så frustrationen i at være hjemsendt efterfølgende var stor! Men, det tænker jeg størstedelen af den danske befolkning vil være enig med mig i.
De første par uger af hjemsendelsen, var decideret hjemsendelse. Det er svært at lave ambulancearbejde hjemmefra, så det resulterede i selvstudie, og ja, egentlig bare at holde fri. Efter nogle dage fik vi udsendt forskellige ambulancerelaterede opgaver vi skulle løse, dog var det svært for opgaverne at kompensere for en 37-timers arbejdsuge, men det var da federe med opgaver, med individuel feedback, end at sidde og læse op til kommende skoleperiode, på egen hånd.
Midt april fik vi at vide, vi frem over skulle møde op på stationen for udførelse af forskellige ad-hock opgaver, dog kunne vi risikere at skulle køre ST (liggende sygetransport), og podningsbil, som vi selvfølgelig blev omskolet til. Jeg havde praktikstation i Vestjylland, station Ringkøbing, men kom til Skejby (Århus) for at køre ST. Ad-hock opgaverne var ting såsom ekstra rengøring af kontaktflader, udstyr og ambulancerne, samt opfyldning osv. Jeg siger ikke fliserne ude foran stationen ikke fik en tur.. Men det fik de! Men mon ikke der også sneg sig en gang træning på HLR-dukken ind.
På et tidspunkt blev der åbnet op for at tredjemands elever måtte være på ambulancerne igen, her blev hverdagen markant anderledes! Før COVID-19 blev værnemidlerne såsom dragter, visir og mundbind sjældent brugt, faktisk tror jeg kun jeg kan huske én gang jeg har haft det på, hvor det ikke har været COVID-relateret. I stedet for blødninger under store C, i C-ABCDE, blev det til COVID, ABCDE.. Arh, dog ikke.. Men hele patientkontakten og forløbet bliver påvirket af COVID. Uanset symptomer eller ej, skal redderen og patienten bære mundbind når der ikke kan afholdes to meters afstand. Dette resulterer i dårlig nonverbal kommunikation, og hvis du kører med en f.eks. demensramt eller apopleksipatient (hjerneblødning/blodprop i hjernen) er kropssproget supervigtigt, så der må redderen kompensere på en anden måde, f.eks. ved forsimplet sprogbrug, overdrevet gestik og ansigtsmimik.
Efterfølgende blev virtuel undervisning etableret. Eller, i hvert fald for halvdelen af uddannelsen. Uddannelsen i Esbjerg finder sted på Rybners Tekniske skole, Rescue Center Denmark (RCD) og UC Syd. Meget af den teoretiske undervisning finder sted på UC Syd, her blev undervisningen etableret virtuelt via Teams. Desværre tror jeg læringsudbyttet i at anlægge et PVK (venflon, drop) er større ved en mere taktil og visuel indsats, end det er at sidde og lære det via et PowerPoint over Teams. Uddannelsen til ambulancebehandler er en meget praktisk uddannelse, hvorfor virtuel undervisning på længere sigt ikke er optimalt.
Efter nedlukningen blev ophævet, blev vi indkaldt til skoleperiode i august. Denne gang fysisk undervisning, men med restriktioner, og på et tidspunkt havde os fra restriktionsramte kommuner samme restriktioner når vi var i Esbjerg, som hjemme i vores hjemmekommuner. Rybners var et af de første uddannelsessteder som havde krav til anvendelse af mundbind på fællesarealer, samt under cases.
At være redderelev under corona, har uden tvivl påvirket uddannelsesforløbet, både positivt og negativt. Det at skulle være omstillingsparat ang. undervisningsform, om det er på skolen i Esbjerg, eller virtuel undervisning hjemme på computeren, er i virkeligheden en lille forsmag på hverdagen som ambulanceredder, her vil jeg våge at påstå vi får en lille fordel, når vi kommer ud i det virkelige liv, efter uddannelsen.
Hvem er jeg?
Mike, redderelev hos Falck
