Velkommen med på min døgnvagt…
Det er forskelligt, hvornår jeg møder på vagt. Det kan enten være klokken 6.00, 7.00 eller 8.00., hvor der er vagtskifte på de forskellige biler. Jeg vil i det følgende beskrive en døgnvagt, jeg for nyligt har haft. Jeg går ikke så meget i detaljer med vurdering samt behandling af patienterne og af hensyn til min tavshedspligt, fortæller jeg ikke noget om, hvor vi har kørt til eller andre personlige ting om patienterne. Men jeg vil beskrive, hvad vi har lavet, hvornår vi er kaldt ud og hvad, vi er kaldt ud til. Og alt hvad der måtte være derimellem…
Min vagt startede klokken 7.00. Jeg møder altid en halv times tid før, så jeg har god tid til at klæde om, møde mine kollegaer og spise min morgenmad på stationen. De bedste dage starter altid med en rolig morgen.
Denne morgen blev vi kaldt ud første gang klokken 7.01 på en kørsel B. Det er ikke ret tit, vi bliver kaldt ud så hurtigt efter vagtskifte, så det kom meget bagpå mig. Det var en vagtlæge, der havde bestilt en transport af en patient, som skulle have lagt et kateter, hvilket vagtlægen ikke havde haft held med. Patienten skulle derfor en tur ind på hospitalet for at få det gjort.
Hver gang vi afleverer en patient på sygehuset, skal udstyret, der har været brugt samt båren rengøres, tæpperne, der har været brugt, skal til vask og der skal hentes nye tæpper. Så er vi altid klar til næste patient.
Det var kun en kort tur, så vi var tilbage på stationen igen klokken 7.35. Herefter skulle vi have tjekket bilen, at alting er, hvor det skal være og at det fungerer, som det skal. Det skal gøres hver dag. Og så skal bilen gøres ren og vaskes – både indvendigt og udvendigt ved behov. Det tager som regel en times tid – afhængigt af, hvor travlt der har været dagen inden. Hvis der har været meget travlt, kan det være sværere at nå at fylde op og diverse udstyr kan være brugt mere, og det er derfor vigtigt at lave funktionskontrol og evt. skifte batterier. Bilen fik den helt store tur denne morgen, så fælgene fik også en tur med børsten. Vi nåede at være hjemme indtil klokken 9.09, hvor vi igen blev kaldt ud. Vi var heldigvis færdige med tjekket og rengøringen, så det var bare kaffen, der blev udsat. Denne gang blev vi kaldt ud på en kørsel C.
Denne tur var også bestilt af vagtlægen og patienten blev meldt med gastroenterit og opkastninger. Gastroenterit er et finere ord for ”maveonde”. Da vi kommer derud, bliver vi mødt af hjemmeplejen i indkørslen, som er på vej hen til en anden borger. Hun kan lige kort fortælle, at hun har målt et lidt lavt blodtryk, men ellers er patienten habituel. Da vi kommer ind til patienten, er der heller ikke tegn på smerter, opkastninger eller andet, der skulle indikere et maveonde – og patienten virker heller ikke feberplaget. Naboen, som ofte kommer over og hjælper til, kan fortælle, at patienten har haft spontan afføring natten forinden, efter at have spist mange vindruer og blommer… Vi får patienten ud i bilen, hvor vi foretager nogle målinger, og vi finder også et lavt blodtryk på 92/83. Patienten fremstår ellers ikke kritisk og vi finder ikke nogen umiddelbar årsag til det lave blodtryk, andet end den spontane afføring om natten, som kan have været medvirkende til at dehydrere patienten. Vi vælger derfor at sætte lidt væske op, hvorefter vi kører til akutmodtagelsen, hvor patienten bliver afleveret til observation.
Idet vi skal til at køre fra sygehuset, kalder AMK os op. Der er kommet et opkald fra 1-1-2, som en sundhedsfaglig netop sidder med i røret, og det ville blive en tur, vi får, så vi skal lige holde stand-by. Kort efter får vi turen.
Der er en, der har fået et krampeanfald.
Det er en kørsel A til et nærliggende gymnasium, hvor lægebilen er sendt med. Der er en, der har fået et krampeanfald. Da vi kommer frem, er der mange ting, der skal undersøges, men det kan hurtigt konstateres, at patienten ikke umiddelbart er kritisk. Normalvis, hvis man har haft et epileptisk anfald, vil der kunne ses tungebid og/eller vandafgang og desuden vil man ofte være ved siden af sig selv og konfus – det der kaldes at være postictal – altså tilstanden efter et typisk krampeanfald. I dette tilfælde var der ikke tale om nogen af tingene og alle målinger, vi foretog, var helt normale. Skolen havde sørget for at kontakte patientens far, som ankom ca. 10 minutter efter os. Han kunne fortælle, at patienten allerede var i udredning for en tilstand, der kaldes PNES (Psychogenic nonepileptical seizures) – lægen på lægebilen tog sig lige 5 minutter bagefter til at forklare lidt om lidelsen. Det er en tilstand, hvor der ikke kan påvises en tilgrundliggende hjernesygdom (som det f.eks. er tilfældet ved epilepsi), men som oftest kommer til udtryk ved unge, som har nogle psykologiske vanskeligheder. Det kan f.eks. være stress eller hvis man har svært ved at sige fra og oplever et større pres fra enten hjemmefronten, venner eller sig selv. Eftersom patienten var kendt med lidelsen og de vitale værdier, vi kunne måle, var så fine, valgte vi at afslutte patienten på stedet. Der var ingen grund til at komme på hospitalet, men patienten burde i stedet tage hjem og slappe af. Det var både faren og patienten helt enige i.
Vi behøver ikke tage en patient med på hospitalet. Hvis det skønnes ikke at være nødvendigt eller hvis patienten f.eks. modsætte sig, kan vi ikke tvinge nogen med. Er en patient til fare for enten sig selv eller sine omgivelser, kan vi tage patienten med til en tvangsindlæggelse, men det kræver at egen læge vurderer situationen og så skal politiet følge med.
Herefter vendte vi tilbage til stationen, hvor klokken nu var blevet 11.03 og det nærmede sig frokosttid.
Vi fik lidt over en time til at nyde frokosten og slappe lidt af. Men klokken 12.08 får vi et udkald igen. Denne gang skal vi køre på base. Det er ikke usædvanligt at blive sendt på base, når man kører i en større by, hvor der er flere ambulancer. Det kan enten være for at dække et område af, hvis der har været mange opgaver, som har tømt området for ambulancer – eller for at mindske responstiden (den tid, der tager os at komme ud til patienten), hvis der er ikke er meget at lave i de tættere befolkede områder. Der sidder hele tiden en disponent ved AMK, som koordinerer og fordeler ambulancedriften i hver sin region.
Denne gang nåede vi dog ikke at være på basen ret længe, før vi fik et nyt udkald, som kommer klokken 13.04. Denne gang var det en kørsel C, som var bestilt af patientens egen læge. Meldingen lød på en ældre patient, der havde fået pludseligt opstået åndenød.
Da vi ankommer oplever vi dog ikke patienten som værende besværet på vejrtrækningen. Patienten kommer op på båren og ud i bilen, hvor vi måler diverse værdier, som alle sammen umiddelbart ser fine ud. Turen ind til hospitalet bliver brugt på at stykke historien sammen. For den melding, vi har fået fra lægen, det vi oplever og det patienten selv beretter er der ikke rigtigt nogen sammenhæng imellem. Hen ad vejen bliver det dog mere klart, at patienten muligvis nærmer sig nogle forstadier til en demenssygdom. På det seneste var patientens førlighed og fysik væsentligt forværret, hvilket også kan være rigtig svært at acceptere! Jeg forstår dog til stadighed ikke den første melding, vi modtog… Patienten blev afleveret på hospitalet og vi var tilbage på stationen klokken 15.39.
Det kan være svært at forstå, hvordan opkald bliver prioriteret ved alarmcentralen, men der vil nødvendigvis være behov for prioriteringer nogle gange, hvor de mest akutte opgaver selvfølgelig bliver opprioriteret.
Jeg nåede lige på toilet (og gudskelov for det!), inden vi allerede blev kaldt ud igen klokken 15.50. Der er ikke mange ting, der er ligeså ubehageligt, som at blive sendt på opgave med en fuld blære! Denne gang var det en kørsel B, der var modtaget gennem 1-1-2. Det var på et nærliggende hotel, hvor der var en stor reception i fuld gang. Meldingen lød på en patient, der havde været besvimet uden forvarsel. Da vi ankommer til hotellet er der lidt tumult, for vi bliver taget imod i døren af en lettere beruset, pensioneret læge, som var tilstede, da patienten besvimede. Det kan godt være lidt kaotisk at modtage en masse informationer om en patient, man endnu ikke har set, så med mest mulig høflighed får vi forklaret, at vi gerne lige vil ind at tilse patienten, inden vi får for mange informationer… Samtidig var der en anden, der også havde været tilstede ved besvimelsen, som var meget forarget over, at der var gået over en halv time, fra de foretog alarmopkaldet, til at vi ankom. Det kan være svært at forstå, hvordan opkald bliver prioriteret ved alarmcentralen, men der vil nødvendigvis være behov for prioriteringer nogle gange, hvor de mest akutte opgaver selvfølgelig bliver opprioriteret. Og eftersom denne patient ikke umiddelbart var hverken kritisk eller livstruet, var det en kørsel, der i en travl tid blev nedprioriteret. Fra alarmcentralens side bliver man altid opfordret til at foretage et genkald, hvis situationen ændrer sig, og i så fald vil prioriteringsrækkefølgen kunne tages op til revurdering. Værst synes jeg dog, det er, hvis folk tror, at det har taget en halv time for os at komme frem! For vi er fremme så hurtigt, som det er muligt – og vi får først udkaldet, når det ved alarmcentralen er vurderet, at vores ressource kan undværes til den pågældende opgave.
Efter lidt tumult ved indgangen får vi os kæmpet ind til patienten, som (selvfølgelig?) sidder i det allerinderste lokale, hvor nogle pigegardere er midt i en live-koncert. Det er umuligt at snakke sammen for musikken, så vi får gestikuleret, at vi skal have patienten op på båren og ud i bilen, hvor der er lidt mere ro til at undersøge, hvad der kan have forårsaget besvimelsen. Når der har været tale om en pludselig besvimelse, hvor patienten ikke har følt sig dårlig forinden, er der nogle forholdsregler, der skal tages. Det skal f.eks. udelukkes, at det kan være hjertet, der fejler noget. Vi målte et lavt blodtryk på 103/86 og et EKG, hvor der sås en atrieflimmer og noget, der kunne tyde på, at der var områder med iltmangel i hjertet. Atrieflimren var patienten dog bekendt med. Derfor vælger vi at sende EKG’et til Skejby, hvor en kardiolog kan se det og evt. sammenligne med tidligere EKG’er af samme patient. Her besluttes det, om patienten skal køres til det nærmeste sygehus eller om patienten skal til Skejby, på en mere specialiseret kardiologisk afdeling. Der går ca. 5 minutter fra vi sender EKG’et til kardiologen ringer tilbage. I den tid handler det om at sammenfatte sygehistorien og i det område, jeg kører, kan vi tage en blodprøve, der måler på nogle enzymer, som bl.a. frigives, hvis der er noget væv, der lider af iltmangel. Denne blodprøve er kardiologen også interesseret i resultatet af. Der er derfor mange ting, der skal gøres på meget kort tid.
Da kardiologen ringer tilbage og hører sygehistorien, besluttes det, at patienten skal køres til nærmeste sygehus. Der er ikke noget kritisk i EKG’et og vi kan ikke finde andet på patienten, end det lave blodtryk. Så vi triller stille og roligt ind til sygehuset og afleverer patienten. Efter at have meldt bilen ledig igen, får vi at vide, at vi skal køre tilbage til stationen. På vejen skal der lige tankes, så vi altid er klar på en evt. langtur og kører derefter tilbage til stationen, hvor klokken er blevet 17.17. Og nu nærmer aftensmadstiden sig…
Fortsættelse følger…