Trods min forholdsvis korte karriere indenfor redderfaget, har jeg på nuværende tidspunkt mødt rigtig mange reddere. Mange, mange forskellige reddere! Og i min tid ved Redderklar.dk, har jeg også erfaret, at mange ansøgere tror, at der er en bestemt kasse, man skal passe ned i. At man være en bestemt type. Det kan jeg ligeså godt sige med det samme; det er ikke rigtigt.
Det har sin charme at køre med mange forskellige, for det er ikke det samme, man lægger vægten på, når man er ved patienterne. Jeg har kørt med kollegaer, som har været rigtig stærke fagligt, hvor det så i højere grad har været min opgave at varetage det menneskelige aspekt og yde omsorg for patient og pårørende. Så man supplerer hinandens stærke og svage sider. Og det er fedt!
Det faglige og tekniske skal man nok lære hen ad vejen, men ens personlighed og tilgang til opgaver er i er ikke så nemt at ændre på… Men det kommer til udtryk på rigtig mange måder, og derfor kan man ikke sige, at man skal passe på en bestemt profil.
man hører det igen og igen: Det er vigtigt at besidde en stor portion empati. Det kræver indlevelse at køre med de mange typer patienter, vi møder. Det kræver, at man kan sætte sig i deres sted – og omstille sig mellem hver patient. Selvom man måske ikke mener, at de har behov for en ambulance. Når nogen ringer 1-1-2 grundet stærke mavesmerter, som egentlig har stået på de sidste 14 dage, men nu kan man ikke længere holde det ud. Sådanne patienter har jo ikke behov for en akutambulance, men skulle være gået til egen læge efter de første par dage uden bedring… Men det ændrer ikke på, at de ringer med en følelse af frustration og føler sig i en hvis form for krise. Det samme gælder, når man kommer ud til et færdselsuheld mellem to biler, hvor der ikke engang er en rids at spore i lakken. Patienterne er stadig chokeret og skal mødes med empati for deres situation. Vi håndterer alle sådanne situationer på hver vores måde.
Men selvom man er en meget empatisk person fra naturens side, skal man stadig være i stand til at lægge tingene fra sig. Det er sjældent (heldigvis), at vi kommer ud til de allerværste historier, men det sker. Hængninger, drab og på et tidspunkt nok også et terrorangreb. Oftere for nogen end andre. Og i de tilfælde er det vigtigt, at det ikke følger én og man ikke tager det med hjem. Ved større eller alvorligere hændelser bliver man efterfølgende tilbudt defusing eller debriefing, hvor man kan tale tingene igennem med kollegaer og/eller krisepsykologer. Men det gælder også mindre alvorlige ture. Noget af det, der har rørt mig mest, er en af de utallige ture, hvor vi har hentet en død i eget hjem. Noget så simpelt som en ældre, der er sovet stille ind i sin seng. I de tilfælde har jeg personligt taget det mere til mig, end f.eks. en 23-årig med traumatisk hjertestop (hjertestop forårsaget som følge af et traume). Jeg synes da på ingen måde, at det er hverken mere eller mindre forfærdeligt, at en ældre dør fremfor en 23-årig. Sidstnævnte er da dybt tragisk! Men jeg har nok været bedre til at have paraderne oppe i nogle situationer. For evnen til at lægge turene bag sig, handler også i høj grad om, hvordan situationen bliver mødt. Både forventninger og sindstilstand. Det øjeblik, hvor man har paraderne nede, hvor man lader empatien tage over og hvor man mærker den smerte og sorg, der er forbundet med den situation, så er det, man risikerer at tage det med sig hjem. Og de tilfælde, hvor vi har hentet en ældre død i eget hjem eller kørt en terminal kræftpatient til et hospice, har jeg nok været mindre tilbøjelig til at se objektivt på opgaven og derfor have større medfølelse med pårørende. Og det kan gøre mig trist, fordi jeg kan relatere til situationen og lader mine egne følelser tage over. En ting, jeg ellers bevidst undgår ved de svære ture.
Man kommer ikke ind på uddannelsen, fordi man har arbejdet på et plejehjem og tørret r*v i tre år, man kommer ind, fordi man har rykket ved nogle af sine grænser og været med til at bevare værdighed og livskvalitet ved andre mennesker og forstået vigtigheden heraf.
Det vil jeg påstå, er to af de allervigtigste egenskaber, man skal besidde for at blive en god redder. Empatien og evnen til at møde situationer objektivt. Og det er i et eller andet omfang medfødt. Det faglige og tekniske skal man nok lære hen ad vejen, men ens personlighed og tilgang til opgaver er i er ikke så nemt at ændre på… Men det kommer til udtryk på rigtig mange måder, og derfor kan man ikke sige, at man skal passe på en bestemt profil.
Derudover vil jeg give et godt råd med på vejen omkring personlighedstræk. Et personlighedstræk, som man netop kan have indflydelse på og i højere grad være bevidst om. Noget, der gør sig gældende både i ansøgningsprocessen og som elev: Slap af, for fa’n!
Jeg ved godt, at nogen har kæmpet rigtig hårdt og målrettet for at blive ambulanceredder. Men en af de mest irriterende typer, der findes, er dem, der er helt oppe at køre. Dem, der tror, de ved og kan det hele. Dem, der er på hele tiden og mangler evnen til at tage imod en opgave med ydmyghed. Man skal være i stand til at deltage om jobbet som en holdsport og det gør man ikke, hvis man bare er klar-klar-klar hele tiden og (måske ubevidst?) skubber andre til side, for at være med foran hele tiden. Derfor er man simpelthen nødt til at slappe lidt af! Stop op, vær arbejdsom, men hvil i dig selv! Alting kommer, når tid er.
Og så er det bare vigtigt – for nuværende og kommende ansøgere – at man undlader at ville passe ind i en kasse. Det vigtigste er, at man er sig selv! Se på en evt. afvisning som en mulighed på at arbejde med sig selv. Måske finde et nyt eller andet fagrelevant job – ikke for at kunne skrive det på sit CV, men for at få nogle af værdierne med sig fra det pågældende arbejde. Man kommer ikke ind på uddannelsen, fordi man har arbejdet på et plejehjem og tørret r*v i tre år, man kommer ind, fordi man har rykket ved nogle af sine grænser og været med til at bevare værdighed og livskvalitet ved andre mennesker og forstået vigtigheden heraf. Desuden er det heller ikke en dårlig ting, at man når at blive et år ældre, hvis man skulle ske at få en afvisning. Det er muligheden for at få endnu et år til at vokse i livet, så du kan gå til opgaven med endnu mere erfaring. Og livserfaring er noget, der bliver sat stor pris på blandt eksisterende reddere – og måske dine kommende kollegaer…