Flere og flere voksenelever bliver optaget på ambulancebehandleruddannelsen, og et af de store spørgsmål, som vi tit får er, hvordan uddannelsen og arbejdet som ambulanceredder hænger sammen med et familieliv. Det kan være utrolig svært at svare på, og det er ekstrem subjektivt. Det varierer fra familie til familie, afhængig af konstellationen derhjemme.
Alligevel har jeg forsøgt at lave et blogindlæg, der i grove træk beskriver, hvordan uddannelsen til ambulancebehandler og jobbet hænger sammen med det at stifte og have en familie med små eller større børn.
Førstegangsforælder og barsel under uddannelsen
At være forældre til børn eller at få børn under uddannelsen til ambulancebehandler er en udfordrende rejse, der kræver planlægning, engagement og kompromisser med dig selv, din partner og ambulancetjenesten.
Jeg blev far for 1,5 år siden, i sommeren 2022, til en lille dreng. På det tidspunkt arbejdede min kæreste fuldtid på et hospital med skiftende arbejdstider, ligesom jeg. Desuden havde jeg netop bestået traumatologi-eksamen på 5. skoleperiode og skulle derfor ud at være 2. mand.
Det var udfordrende at finde ud af, hvordan alt skulle gå op med barsel og hvordan dette skulle søges. Heldigvis var min arbejdsgiver meget samarbejdsvillig, så hvis det samme gælder for dig, så søg råd hos HR. Jeg fik 2 ugers barsel i forlængelse af fødslen, og det ramte heldigvis sammen med efterfølgende 2 ugers ferie, så jeg var hjemme hele den første måned med undtaget 2 vagter.
Jeg var også så heldig, at fødslen faldt sammen med en praktikperiode, hvor jeg uden problemer kunne være fraværende. Det har været mere udfordrende for nogle af mine kollegaer, hvor partneren skulle føde midt i en skoleperiode. En af mine elev-kollega var fraværende fra skolen ifm. fødslen, men afholdte først barselsorlov efter skoleperioden, da det ikke var tilladt at være så lang tid fra skolen uden at skulle gå om.
Hvis du har mulighed for det – så forsøg at koordinere fødslen med en praktikperiode 😉
Jeg husker tilbage på perioden som om, at jeg var meget hjemme!
Den praktikperiode jeg startede på, var på 6 måneder og blev efterfulgt af 6. skoleperiode, hvor sundheds- og sygdomslæreeksamen lå. Det passede helt perfekt. Jeg arbejdede når jeg skulle, og var meget hjemme ved min kæreste og vores nyfødte dreng i de 6 måneder. Jeg husker tilbage på perioden som om, at jeg var meget hjemme, på trods af, at jeg i gennemsnit arbejdede 3-4 gange om ugen, 12 timer ad gangen. Min kæreste håndterede også udfordringerne godt, tog dem som de kom – og så hjælper det selvfølgelig også, at vores dreng var nem! Det er ikke alle, der er lige heldige.
Skift af klasse og forlængelse af uddannelsen
Jeg var på den ”gamle” barselsordning som udløb sommeren 2022. Det betød, at jeg havde 7 ugers betalt barsel, hvor man i dag har stort set det dobbelte.
Fordi alt flaskede sig for os, passede det med at jeg lige havde bestået 6. skoleperiode og var startet på en 7 måneders praktikperiode, hvor jeg gik på barsel og min kæreste vendte tilbage på arbejdsmarkedet. Her havde jeg 4 måneders barsel. Det var både meget udfordrende og hårdt, men samtidig også rigtig givende i sidste ende.
På daværende tidspunkt skulle der laves individuelle vurderinger af, hvor meget barsel man kunne holde uden at skulle gå en klasse om. Jeg fik lov til at holde 3 måneders barsel uden at skulle gå en klasse om, men fordi det passede bedst i vores program derhjemme, valgte jeg at holde 4 måneder i stedet – dvs. 1 måned skulle jeg ”rykke ned”. Det passede med, at holdet efter mig, altså BEH06, lige var 3-4 uger bagefter. Så jeg rykkede kun fra BEH05 til BEH06. Godt for mig, så havde både BEH05 og 06 grundforløbet sammen og jeg har boet på skolehjem med mange fra min nye klasse, så det var den bedste klasse jeg kunne rykke ned i.
At jeg forlængede min uddannelse med 3-4 uger, har efterfølgende resulteret i, at min uddannelseskontrakt er blevet afkortet. I 9. praktikperiode – den efter svendeprøven – skal de fleste fortsat køre som elev i 3 måneder, men pga. merit og nu mere praktikperiode end i min oprindelige klasse, så blev den periode altså afkortet med yderligere 3 uger. Så jeg skal ”kun” være 2. mands elev efter svendeprøven i 6 uger, hvorimod mine tidligere klassekammerater over 25 år, skal være det i næsten 3 måneder. Spørgsmål om 9. praktikperiode bør rettes til skolen i hhv. Hillerød eller Esbjerg.
Flere af mine elev-kollegaer som er gået på barsel under uddannelsen, har ligeledes valgt at holde det i en praktikperiode. Faktum er bare, at hvis man er fraværende fra skolen, skal man gå om. I Akutberedskabet er der dog den regel, at man ikke må være fraværende mere end 30% fra en praktikperiode, ellers kan man ikke nå at opfylde praktikmålene, og det er jo rigtigt nok.
Så der er enkelte elever som har kæmpet lidt med, at få barselsplanlægningen til at gå op med deres partner. For at opfylde kravene i Akutberedskabet er det nødvendigt at koordinere praktikperiode og barsel omhyggeligt.
Siden da har dagene gået med at aflevere og hente i vuggestue på mine fridage i hverdagen, klare praktiske opgaver i hjemmet som at handle, rydde op og gøre rent. Når jeg skulle på arbejde kunne min kæreste både aflevere og hente. Vi har dog været nødsaget til at få en vuggestue med udvidede åbningstider fra kl. 06-18.
Vi har heldigvis muligheden for at planlægge os ud af vagter der overlapper uhensigtsmæssigt. Så det er kun ganske få gange på snart et år, at vi ikke har kunne planlægge os ud af vagter der overlapper, hvor ingen af os kunne aflevere eller hente. De få gange vi har haft problemer, har det primært været at hente vores dreng, men der har min kærestes mor været god til at hjælpe!
Svære aspekter
- Når det er sagt, så indebærer uddannelsen lange arbejdstider og skiftende vagtplaner, hvilket kan føre til manglende tid til familien. Eller at ens partner føler, at de tager et ekstra læs, fordi man ikke altid er hjemme om natten til at aflaste.
- Overarbejde og akutte ændringer i vagtplanen kan resultere i pludselige ændringer i planerne, hvilket kan skabe udfordringer ift. børnenes rutiner og aktiviteter.
- Når man er på arbejde, står man over for intense og stressende situationer, hvilket kan påvirke ens mentale velbefindende. Kombineret med en helt ny tilværelse og måske mangel på meget søvn, kan det påvirke den generelle trivsel i hjemmet.
- Qua de skiftende arbejdstider vil der være en del ting i din egen eller i din partners liv som du må give afkast på. Det er måske nemt at sige du ikke kan deltage i svigermors 54 års fødselsdag pga. arbejde, men at sige nej til vuggestuens familiedag eller julehygge er en anden sag.
Positive aspekter
- Udover at få et barn og alt hvad der hører med, er hårdt, men fantastisk, så kan det at få børn udvikle en stolthed over, at have valgt en meningsfuld karriere, der gør en forskel i samfundet.
- Dit barn kommer til at lære værdien af fleksibilitet og tilpasningsevne, da familiens rutiner kan ændre sig dynamisk. Ens barn vil også få glæden af, at mor eller far har fri på tidspunkter, som man normalt ikke har og dermed holder dem hjemme fra institution en tirsdag for at tage i Tivoli, svømmehal eller legeland. Det er dage som disse, at børn vil huske i fremtiden.
- Nogle erhverv lærer børn at forstå hurtigere end andre. En stor gul blå-blinkende og larmende ambulance ved en 2-årig hurtigere hvad er, end hvis man arbejdede med statistik og processor i Novo Nordisk. Du ville også kunne glæde dit barn eller institutionen, hvis børnene ofte kom helt tæt på en ambulance, så dens udstyr, prøvede båren eller arbejdshjelmen.
At være forælder til børn under uddannelsen indebærer en balanceakt mellem kravene fra arbejdet og familielivet. Selvom der er mange udfordringer, er der også mange positive aspekter der styrker familiens bånd og ovenstående er slet ikke fyldestgørende. Det kræver en bevidst indsats for at opretholde balancen og trives på både det personlige og professionelle plan.
Nedenfor finder du 3 andre elever som har fået børn under uddannelsen. Du kan her læse deres egne tanker og oplevelser.
Stefan 30 år, ambulancebehandlerelev og far til 2 piger på 6 og 1,5 år:
For nuværende mangler jeg fire måneder af min uddannelse til behandler. Da jeg i sin tid startede på uddannelsen, var min første datter på daværende tidspunkt 3,5 år og den anden var naturligvis ikke født.
Fordelen ved starten af uddannelsen er længere skoleperioder, hvorfor tid til aflevering og afhentning ved institutionen var meget lige til. Der er ingen tvivl om, at skiftende arbejdstider i praktikken begrænser mulighederne for at nå at aflevere og hente. Vi løste problematikken med, at jeg klarede det ene og min kæreste sørgede for det andet. Det skal nok nævnes, at vi har min svigerfar boende små 10 minutter fra os, hvilket har været et bevidst valg, da vi flyttede. Det er rart at have noget hjælp i nærheden, hvis det praktiske korthus braser sammen.
Min kæreste er selv studerende på et krævende studie, så tiden hun har brug for skal ligeledes tænkes ind i alt det praktiske. Fordelen ved at have de skiftende arbejdstider, som erhvervet har, er at der i løbet af en uge, falder fridage ind på forskellige ugedage. Dette udnytter jeg til at få hygget derhjemme, klaret alle de gøremål som skal klares og tilbringe kvalitetstid med familien.
Da min kæreste fødte vores pige nummer 2, var det relativt ’planlagt’. Hun fik færdiggjort sin bachelor og tog en naturlig pause på et år imellem bachelor og kandidat. Hvis andre står i lignende situationer, så kan det anbefales på det kraftigste at lave denne løsning. Jeg har 4 måneders udskudt barsel, hvoraf jeg i september og oktober brugte 2 af månederne. Dette har vi valgt at gøre, fordi min kæreste er startet på studiet igen og overgangen derfor er blevet væsentligt mere glidende. Trods min kærste har haft barslen derhjemme på et år, så føler jeg stadig, at jeg har været hjemme en betydeligt stor del af dagene. Dette anser jeg som et kæmpe plus.
Caroline 25 år, ambulancebehandlerelev og mor til en pige på 1 år:
Det at blive gravid og blive nybagt mor under uddannelsen er noget af en prøve. At gå fra at have en masse tid til både skole og praktik til pludselig at skulle prioritere sin tid anderledes, og køre fra en lille en derhjemme og have fokus 100% i arbejdet med den syge patient. Men jeg synes det har været en god omvæltning, det har givet mig langt mere erfaring i livet, som jeg synes jeg kan tage med på arbejdet.
I denne branche bliver man som kvinde sendt hjem fra den dag man melder ud omkring sin graviditet, dette synes jeg er ærgerligt men samtidig helt forståeligt grundet risiko i forbindelse med udrykninger. Man ender derfor med at være ude lang tid, og som elev synes jeg det måske lige kræver lidt ekstra at skulle vende tilbage igen. Man har jo selvfølgelig ikke samme erfaring som en færdiguddannet behandler som måske har meget af sin erfaring siddende på rygraden. Men jeg synes at ens makker/makkere er rigtig gode til at få en godt igang igen.
I forhold til uddannelsen synes jeg at praktikstedet og skolen gør meget for en, hvis man har nogle spørgsmål eller er i tvivl. Når man skal i gang igen bliver man sat ind på et nyt behandlerhold, som passer med hvor langt man nåede inden graviditeten.
Faget har i mange år været et mandefag og jeg synes helt sikkert at vi går i den rigtige retning med at få flere og flere kvinder ind. Dette betyder jo så også at flere måske vælger at få et eller flere børn under uddannelsen. Der er en aldersgrænse på 20 år for at komme ind på uddannelsen, som tager knapt fire år jeg tror derfor at det er uundgåeligt at kvinder ikke vælger at få børn under uddannelsen. For mig ville jeg aldrig gøre det om, men man skal være klar over, at ikke alle er lige forstående over dette. Men jeg tror og håber på at denne holdning/mening om “evighedseleven” grundet barsel vil ændre sig med tiden. Personligt synes jeg kun det er en fordel. Man lærer så meget mere om sig selv og man kan bruge meget af sin erfaring med små babyer og børn i ambulancen. Vi har ikke mange børn i ambulancen, heldigvis, men jeg tror det kan være svært til tider at vurdere små børn, hvis ikke man selv har nogen at sammenligne med. Måske man som ny elev kan have svært ved at vide hvordan man skal komme ind på livet af de små børn og ’connecte’ med dem, som det jo ofte handler om.
Som nybagt mor og pludselig skulle tage på arbejde og være væk 12 eller 24 timer ad gangen er noget af en omvæltning, men den frihed man har i at man så har en masse andre fridage er givet så godt ud. Man prioriterer sit barn/børn på en anden måde. Man er ikke kun hjemme fra kl. 16 og til sengetid mandag-fredag, men man kan give sig selv og sit barn/børn en helt anden frihed og kvalitetstid. Så jeg synes uden tvivl at dette vejer op for hinanden at vi kører de arbejdstider som vi gør i denne branche.
Ronny 34 år, ambulancebehandlerelev og far til to børn på 8 og 10 år:
Jeg er en mand på 34 år og skoleforløbene har foregået 3 timers kørsel fra hjemmet. Min familie består af mig, min kone og vores 2 børn på 8 og 10 år.
I ugerne op til at jeg skal afsted på skole, begyndte vi som familie at ”forberede” os. For vores vedkommende betyder det, at vi snakker med vores børn om, at far snart skal på skole igen. Jeg tænker over, hvad jeg skal have pakket og at der er styr på det praktiske i hjemmet.
Det hårdeste ved at være væk er helt sikkert, at man savner sin familie derhjemme og føler man går glip af meget. Den dårlige samvittighed over at have sagt ja til sine drømme…
Jeg er heldigvis meget heldig at have en partner som bakker mig 100% op. Uden at have hende, havde det ikke kunne lade sig gøre at være langt væk hjemmefra. I perioder er det mandag til fredag i op til 2 måneder af gangen. Det gode ved at være på skolehjemmet er, at man som travl familiefar faktisk har tid til at læse op og lave sine lektier uden at blive forstyrret.
Mit råd til dig er, at du ikke skal være bange for at følge dine drømme. Jeg kan varmt anbefale at springe ud i det, ligegyldigt hvor gammel man er!
Hvem er jeg?
Alexander, redderelev i Akutberedskabet (tidl. HBR)