Jeg vil sige, at jeg i bund og grund er et ret tålmodigt menneske. Der er selvfølgelig undtagelser og med nogle personer eller situationer, når jeg hurtigere det røde felt, men som hovedregel er jeg tålmodig og overbærende. I hvert fald hvis jeg selv skal sige det. En af de situationer, hvor jeg kan blive rigtig frustreret, er i trafikken. Der er simpelthen så mange bilister, der kører rundt i deres egen lille boble, uden tanke på, at der også skal være plads til andre trafikanter. En så simpel ting som at bruge et bliklys i god tid, når man skal ud af en rundkørsel eller få overstået en overhaling på motorvejen, i stedet for at snegle sig forbi, så jeg skal bremse helt ned bag en lastbil. Så kan jeg godt tænke nogle rigtigt grimme gloser. Jeg kommenterer ofte på andres kørsel for mig selv, når jeg sidder bag rattet. Gør vi alle ikke det i større eller mindre grad? Men kommer det dertil, at jeg er nødsaget til at bande eller kalde nogen ”inkompetent” eller ”uduelig bag et rat”, så har det altså været gralt! Skal jeg være helt ærlig, så dykker jeg nok også lidt længere ned i mit efterhånden store sømandsvokabularium, end det jeg lige kunne præstere her…
Når jeg kommer med udrykning, har jeg også ansvaret for, at patienten, hvis vi har en med, kommer sikkert og behageligt til sygehuset. Jo behageligere, jeg kører, jo mere kan min makker i bårerummet lave, hvilket i sidste ende kommer patienten til gode
Det er bestemt heller ikke blevet bedre, efter jeg er begyndt at køre udrykning. Det er ikke fordi jeg er en aggressiv bilist. Overhovedet. Jeg bliver bare frustreret, når det åbenbart skal være så svært for bilister at få trafikken til at glide og hjælpe hinanden. Det indebærer f.eks. at trække til siden og gøre plads, når der kommer et køretøj med udrykning. Det er der også rigtig mange, der er gode til – og næsten også for gode, vil jeg sige! Der er ingen, der f.eks. forlanger, at man kaster sin bil op over kantsten, for at gøre plads. Til gengæld bliver der forlangt en vis årvågenhed og koncentration, når man kører bil. Det forventes, at man holder fokus på det, man laver: at køre bilen. Det lærer man jo allerede fra første dag, man starter på at tage sit kørekort. Og fordi alle jo er så koncentrerede og holder fokus på at køre bilen, kommer det altid bag på mig, når der bliver foretaget manøvre, som kunne indikere det modsatte. F.eks. hvis en bil trækker ud foran en ambulance, der kommer med udrykning på motorvejen. Man kunne jo forledes til at tro, at bilisten ikke har orienteret sig tilstrækkeligt forinden. Og det sker desværre forbavsende ofte! Og her mener jeg ikke, at der bliver trukket ud 30-40 meter længere fremme. Jeg mener, at der bliver trukket ud 10 meter foran!
En ting er, at det sker, når jeg kommer kørende i min personbil. Det er da stadig træls, men det er hændeligt. Når jeg kommer med udrykning, har jeg også ansvaret for, at patienten, hvis vi har en med, kommer sikkert og behageligt til sygehuset. Jo behageligere, jeg kører, jo mere kan min makker i bårerummet lave, hvilket i sidste ende kommer patienten til gode. Når der så er en bilist, der ikke orienterer sig og dermed ikke ser, at vi kommer med udrykning, kan jeg blive nødt til at bremse ned, som resulterer i en ujævn kørsel. Køretiden til sygehuset vil desuden blive længere, hvis jeg flere gange skal bremse ned eller tage farten af, fordi forankørende ikke får trukket ind eller flyttet sig i ordentlig tid. Og når der køres udrykning med en patient i bårerummet, er det fordi det er vurderet af enten en læge eller ambulancepersonalet, at denne patient har problemer af livstruende karakter og derfor hurtigst muligt skal til sygehuset.
Når man opnår mere erfaring i trafikken og lærer at køre udrykning, lærer man også i højere grad at læse trafikken og forudsige reaktionsmønstre og handlinger. Tit kan man sidde og sige “ham der, han trækker ud lige om lidt” eller “hende der vil dreje af”. Men vi bliver ikke synske og kan ikke læse bilisternes tanker!
Når man opnår mere erfaring i trafikken og lærer at køre udrykning, lærer man også i højere grad at læse trafikken og forudsige reaktionsmønstre og handlinger. Tit kan man sidde og sige “ham der, han trækker ud lige om lidt” eller “hende der vil dreje af”. Men vi bliver ikke synske og kan ikke læse bilisternes tanker! I mange tilfælde kan jeg se på bilerne, om ambulancen er blevet set. Men især når der bliver tændt for højre blinklys, har bilisten tydeligt vist mig, at jeg er blevet set og derfor behøver jeg ikke i ligeså høj grad fokusere på den bil, for at forudse, om den evt. kunne finde på at trække ud foran mig. Det gælder ikke kun på motorveje, men også på landeveje eller i byerne.
For et par uger siden kørte jeg en udrykning til Århus fra Randers med en patient, der havde symptomer på enten en blodprop eller en blødning i hovedet. Hun var kritisk og skulle hurtigt til Århus, for at blive scannet, så der evt. kunne blive opstartet en behandling. Der er ca. 40 km, hvoraf godt halvdelen foregår på motorvej. Det gik rigtig godt. Bilisterne så ambulancen i god tid, signalerede med blinklyset og trak ud i højre vognbane. Dem, der ikke så os med det samme, fik signaler fra modkørende, der blinkede til dem med forlygterne, så de kunne nå at trække ud i tide. Det gled så godt. Lige indtil vi kørte af motorvejen. Så var der en bil foran, som ikke så os. Jeg skifter lyden på hornet, for det kan ofte være med til at ”vække” bilisterne. Det hjalp ikke. Jeg prøvede med kompressorhornet, som giver en høj, ensartet båt-lyd. Det hjalp heller ikke. Jeg forsøgte at trække ud til henholdsvis højre og venstre side i vognbanen, så jeg var synlig i alle bilens spejle. Det hjalp heller ikke. Vi nærmede os så et lyskryds, som var rødt. Der holdte nogle biler og ventede på at komme ligeud og at dreje mod højre, så jeg udså mig hurtigt venstre svingbane, som var tom. Det måtte være min vej udenom den ignorante bilist foran. Men det var selvfølgelig øjeblikket, hvor bilisten foran så ambulancen og vælger at trække ud i venstre svingbane. Han/hun har vel tænkt, at han/hun ville flytte sig. Lige der udbrød jeg noget, der lød meget grimmere end ”åh nej, søde bilist, det var ikke det klogeste træk”. Det var så gralt, at min makker i bårerummet hørte mit udbrud – og selvom han kun kunne grine af mit overraskende sprogbrug, så krakkelerede mit uskyldige, søde og tålmodige ry en smule…
Med den historie vil jeg pointere, at det ikke bare er meningen at komme af vejen, når der kommer et køretøj med udrykning. Man skal lave plads, så vi nemmest kan komme forbi. Det kan både betyde, at man må flytte sig, men det kan ligeså vel betyde, at man skal blive holdende. Kører man på en tosporet vej, trækker man ud i højre vognbane. Hvis alle vognbaner er blokeret i et lyskryds, hvor der er rødt, har man lov til at køre frem i krydset, så udrykningskøretøjet kan komme frem. Der er rigtig mange muligheder, men det er vigtigt, at man agerer efter situationen og holder øje med, hvad udrykningskøretøjet signalerer.
Noget af det bedste er, når min makker og lægen kan stå ud af ambulancen og sige, at det har været en god og behagelig tur. I de fleste af de tilfælde skal rosen i langt højere grad tilfalde bilisterne, vi har mødt på vejen. For det er dem, der har vist, at ambulancen er set, det er dem, der har givet plads og det er dermed dem, der har sikret de bedst mulige arbejdsforhold i bårerummet. Og det gør mig rigtig, rigtig glad! Men lad mig lige afslutte med at slå fast, at jeg generelt er en meget tålmodigt og overbærende type. Jeg er slet ikke så aggressiv og hidsig, som det måske kunne fremstå i dette indlæg. I hvert fald hvis jeg selv skal sige det.
Hvem er jeg:
Redderelev hos Falck i Randers
Læs mere om (og fra) mig
