Alle ambulancereddere husker med garanti det første hjertestop de blev kaldt ud til – det gør jeg i hvert fald.
Det er en af de ting, man vil karakterisere som en vigtig begivenhed på en arbejdsdag, hvad end genoplivningen lykkedes eller ej.
Der er mange forskellige holdninger til genoplivning, om hvorvidt det altid skal foretages eller om man i særlige tilfælde bør lade være – lovgivning eller ej.
Jeg var på en af mine første vagter i ambulancen, og pludselig lyder meldingen på radioen om en “livløs” patient. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg fik kuldegysninger af den enorme spænding, og det kæmpe ansvar, knyttet til den næste opgave vi skulle på.
I Region Sjælland bliver der altid kaldt 2 ambulancer, for at der kan ydes avanceret førstehjælp til patienten. Der er forskellige måder hvorpå et hjertestop kan takles, alt afhængig af hvilken region man kører i.
Vi kørte afsted mod plejehjemmet, hvor hjertestoppet havde fundet sted. Jeg kiggede ud af forruden den mørke vinteraften, hvor regnen plaskede på ruden. Jeg kunne se den anden ambulance nogle hundrede meter foran, der lyste omgivelserne op med sine blå, blinkende lygter.
Få minutter før ankomst aftalte jeg med behandleren på ambulancen, at jeg skulle stå for at udøve hjertemassage. Dette var både fordi det var en af de opgaver, jeg efterhånden havde helt styr på, trods min korte tid på uddannelsen. Desuden var det noget, jeg – som alle andre redderelever – hungrede efter at udøve på et menneske og ikke en dukke.
Da vi ankom til plejehjemmet, medbragte vi alt udstyret, vi skulle bruge, og blev ført med elevatoren op til plejehjemsbeboerens bolig. Det første der mødtes os, var 2 ansatte på plejehjemmet der var i fuld gang med at yde hjerte-lunge redning på patienten.
Jeg gik med det samme hen og overtog brystkompressionerne, mens mine kollegaer begyndte at klargøre medicinindgivning, ventilation, stød-pads m.m.
Alle mand på ambulancerne ved præcis hvilken opgave de har ved et hjertestop, så der ikke er nogen forvirring og man mindsker spildtid for patienten ved en opgave, hvor tiden er altafgørende.
Patienten var en ældre mand på 94 år, der havde fået hjertestop under aftensmaden på plejehjemmet sammen med sin datter. Alt imens jeg stod og gav brystkompressioner på den ældre mand, strejfede tanken mig; “Hvorfor gør vi det her?”. En tanke som senere hen gav anledning til nogle vigtige refleksioner over mit eget arbejde.
Vi fortsatte vores arbejde med patienten, og pludselig begyndte hans hjerte at slå spontant igen – dog stadig uden vejrtrækning.
Vi fik patienten op på vores båre og hurtigt ned i ambulancen, hvor behandlingen fortsatte med forsøg på holde patienten i live, indtil vi ville ankomme til hospitalet, som kunne overtage.
Da vi ankom til hospitalet og fik patienten over på traumestuens leje, stoppede patientens hjerte endnu en gang med at slå. Jeg kom hurtigt hen til patienten, og fortsatte endnu en gang med at udøve brystkompressioner, alt imens lægen fik hele patienthistorien fortalt.
Herfra tog det ikke lang tid før lægen valgte at stoppe behandlingen, hvilket vi alle formentlig håbede på – for patientens skyld.
Ingen på ambulancen må stoppe en hjertestopbehandling, medmindre der er nogle bestemte dødstegn som er opfyldt – alt sammen noget man lærer på skolen.
For at stoppe en hjertestopbehandling, hvor disse dødstegn ikke er til stede, skal der gives tilladelse fra en læge.
Før en læge giver tilladelse til at stoppe behandlingen, er der mange faktorer der spiller ind i forhold til hvor tidligt behandlingen stoppes. Dette kan være overvejelser som; har der været udøvet førstehjælp før ambulancen kom? Hvor gammel er patienten? Hvordan har patienten det til daglig? Afhængig af svarene på sådanne spørgsmål, kan lægen enten stoppe behandlingen med det samme, eller sige at man skal fortsætte behandlingen.
Du skal som redderelev og ambulanceredder generelt lægge dine egne holdninger til side i sådanne situationer.
Mange mennesker vil formentlig tænke, at en 94-årig mand, som har levet et langt og godt liv, ikke fortjener at forlade verden på en så dramatisk og ikke-fredfyldt måde, at 5 mænd på skift står og trykker ham ned i brystet, mens hans datter kigger på.
Hvad vi ikke ved noget om, er hvordan patienten havde det før hjertestoppet. Han var måske dement, generelt sengeliggende og svag eller andet, som har givet ham en ringe livskvalitet. Derfor vil nogen måske have den holdning, at hjertestoppet i sidste ende var det bedste for ham. Alt dette kan vi dog kun gisne om – hvad nogle mennesker vil anse som værende et trist og uværdigt liv, vil andre mennesker kunne finde værdier i, og dermed ikke ønske at forlade verden som et lyn fra en klar himmel.
Netop derfor har vi en lovgivning og nogle etiske regelsæt, som er retningsgivende for vores arbejde. Regler er regler, og vi skal ikke som ambulancereddere ud og gøre os til dommere overfor hvem der har ret til genoplivning og hvem der ikke har. Vi behandler alle borgere i samfundet ligeværdigt – ung eller gammel, mand eller dame, tyk eller tynd.
Dette er vigtigt at huske på, inden man sender sin ansøgning om optagelse til redderuddannelsen. Man tager en uddannelse, hvor fokus er rettet mod at hjælpe folk fuldstændig ubetinget – det er det, der er det fantastiske ved arbejdet som ambulanceredder.
Tak fordi I læste med!
Hvem er jeg:
Redderelev hos Roskilde
Læs mere om (og fra) mig
