Mange af jer som læser de blogindlæg, som Lea og jeg lægger ud, er af gode grunde sikkert interesserede i redderfaget og alt hvad det indebærer. En del af jer har formentlig allerede forgæves forsøgt at komme ind som ambulanceredderelev og opdaget, hvilket lille nøglehul man skal igennem som én ud af utrolig mange ansøgere.
Dette betyder, at du som ansøger skal gøre alt hvad du kan for at skille dig ud – på en positiv måde naturligvis.
I mit første blogindlæg, der omhandlede mig selv og min vej til uddannelsen, fik I at vide, hvad jeg har lavet førhen for at øge mine chancer for at komme ind som ambulanceredderelev.
Jeg tænkte, at emnet jeg skrev om første gang sagtens kunne bruge en opfrisker, idet det er super relevant for alle jer der sidder derude og mangler nogle idéer til hvordan I kan komme ind på jeres drømmeuddannelse.
Ambulanceudbyderne søger engagerede elever, der er handlekraftige, empatiske, ansvarsfulde og fuld af andre gode, menneskelige egenskaber. Alle disse ting er nemme at skrive i sin ansøgning, men at kunne dokumentere det med erfaring på sit CV er en helt anden sag, og noget der bliver kigget meget efter, når der udvælges kandidater til uddannelsen.
Da jeg afsluttede min studentereksamen i sommeren 2013, stod jeg som mange af mine klassekammerater og var meget usikker på, hvad der nu skulle ske.
Jeg skulle netop til at flytte hjemmefra, og idet der selvfølgelig skulle tjenes lidt penge for at få det til at løbe rundt, tilbød min mor – som er sygeplejerske i hjemmeplejen – mig et job som afløser for hjemmehjælperne i hjemmeplejen. I første omgang tænkte jeg, at alt det med at skulle vaske andre mennesker for neden, og alt hvad jobbet ellers indebærer ikke var noget for mig.
Jeg sagde alligevel ja tak til at prøve det af – huslejen skulle jo betales. Det blev startskuddet til jagten på min drømmekarriere; nemlig at blive ambulanceredder.
Jeg fandt lynhurtigt ud af, at det at hjælpe andre mennesker, tale med dem og få dem til at føle sig i gode hænder, var noget som jeg befandt mig rigtig godt i, og som gav god mening for mig.
Jeg sendte derfor min første ansøgning afsted til Falck, så snart jeg havde mulighed for det.
Ansøgningen blev allerede sendt afsted i en alder af 20 år, idet jeg ville være 21 år til uddannelsesstarten, hvilket er påkrævet. Jeg var velvidende om, at chancerne for at komme ind var små.
Og ganske rigtigt, ca. 2 uger efter fik jeg beskeden om, at jeg ikke var gået videre til samtalerne. “Hvad så nu?” – tænkte jeg.
Jeg havde masser af fritid på trods af at jeg arbejdede meget i hjemmeplejen, både dag, aften og nat, så jeg tænkte: hvorfor ikke øge mine chancer til uddannelsen på andre måder, samt hjælpe andre mennesker på samme tid, ved at blive frivillig besøgsven. Jeg kontaktede Dansk Røde Kors og fortalte om mine ønsker om at blive ambulanceredder, og at jeg ønskede at blive frivillig besøgsven.
Jeg blev få dage efter ringet tilbage med beskeden, at de havde fundet en ældre kvinde med lungesygdommen KOL, som manglede en at snakke lidt med et par gange om måneden.
Jeg takkede ja og tænkte, at det var super relevant ligefrem at blive besøgsven hos en der har en kronisk lungesygdom, hvilket jeg sikkert ville opleve rigeligt af i fremtiden, såfremt mit uddannelsesønske ville gå i opfyldelse.
Jeg begyndte at komme hos hende fast 2 timer hver 14. dag. Det var fantastisk at se hvordan hun strålede op, når jeg kom og besøgte hende.
Tiden fløj afsted, og det blev tid til en ny ansøgning til Falck. Jeg kunne nu dokumentere endnu mere erfaring fra hjemmeplejen, samt bilægge en flot udtalelse fra Røde Kors i ansøgningen.
Efter ca. 2 uger fik jeg beskeden om, at jeg var gået videre til samtalerne. Jeg var enormt glad og det blev fejret med en stor Big Mac menu, en cheeseburger og en chokolademilkshake.. Det havde jeg fortjent, tænkte jeg 😉
Til samtalen lagde de stor vægt på alt det menneskelige arbejde jeg havde lavet, og sagde, at det gav et tydeligt billede af hvilken person jeg i virkeligheden var. Jeg gik videre til den fysiske prøve, og få måneder efter var jeg igang med den uddannelse, jeg havde kæmpet for lige siden min studentereksamen.
Her snart halvandet år efter jeg startede, er jeg et sted i min uddannelse, hvor der venter en uges praktik i psykiatrien forude. I dette forløb vil jeg forhåbentligt blive rustet til at tackle og forstå mennersker med psykiske problemer. Dette er mennesker man som ambulanceredder vil støde på fra tid til anden, og derfor behøver en vis indsigt i, for at kunne hjælpe bedst muligt.
Jeg glæder mig til at komme i gang, og jeg fortryder ikke den beslutning jeg traf et enkelt sekund. Dette blogindlæg er derfor blevet en blanding af min historie, hvad jeg har lavet, og forhåbentlig nogle gåde råd og idéer til alle jer derude, som også gerne vil igennem det lille nåleøje til uddannelsen.
Hvem er jeg:
Redderelev hos Roskilde
Læs mere om (og fra) mig
