Efter halvandet år på uddannelsen til ambulanceassistent har jeg efterhånden gjort mig mine egne erfaringer inden for faget. Jeg har oplevet både positive og negative sider ved uddannelsen og jobbet generelt, men heldigvis langt overvejende positive sider.
En af de ting jeg har erfaret under min uddannelse til ambulanceassistent er, hvor stor en indflydelse de forskellige regioner har på jobbet.
I Danmark er det i skrivende stund regionerne, der står for ambulancedriften. Der findes 5 forskellige regioner i Danmark: Region Sjælland, Region Hovedstaden, Region Syddanmark, Region Midt og Region Nord.
Hver region skal med 4-8 års mellemrum gennemføre en udbudsrunde på deres ambulancekørsel, hvor de forskellige firmaer, såsom Falck, har mulighed for at købe sig retten til at stå for ambulancedriften i den pågældende region. Der bliver derfor – ganske naturligt – kigget efter, hvem der kan tilbyde mest for pengene. Men det gør ligeledes at de regioner, der har et større budget til rådighed, har mulighed for at købe et bedre produkt til deres borgere i regionen.
Idet at det er regionerne, der har ansvaret for ambulancedriften i Danmark, har de en stor indflydelse på hvordan uddannelsen og jobbet i de forskellige regioner skal struktureres. Alt ambulancepersonale i Danmark har gennemgået den samme uddannelse og burde have de samme kvalifikationer efter uddannelsen. Ambulancemandskabet burde derfor have mulighed for at udføre det samme stykke arbejde, uanset hvor i Danmark de kører ambulance. På trods af dette er der desværre ikke en ensartet opfattelse på tværs af regionerne, og det kommer til udtryk både i forhold til hvad ambulancemandskabet i de forskellige regioner må udføre, men ligeledes hvilket udstyr der er på ambulancerne i de forskellige regioner.
Et eksempel herpå er ambulancerne i Region Midt, der som de eneste i Danmark har mulighed for at tage en blodprøve hos en patient hvor der mistænkes en blodprop i hjertet. Man kan derved kan få et hurtigt nøjagtigt svar på om hvorvidt det er tilfældet.
Det er dog vigtigt at nævne, at der også er nogle væsentlige geografiske forskelle i hver enkelt region, der gør at noget udstyr er mere væsentligt at have i den ene region fremfor den anden, hvorfor det ovennævnte eksempel giver bedre mening i Region Midt, fremfor i Region Hovedstaden.
Det er dog alligevel tankevækkende, at hver region har sin egen mening til hvordan ambulancedriften skal foregå på trods af vores lands relativt begrænsede areal.
Regionernes indflydelse på ambulancekørslen har ikke kun noget at skulle have sagt i den virkelige verden, men ligeledes under uddannelsen til ambulanceassistent. Under uddannelsen til ambulanceassistent, bliver vi oplært i alt lige fra hvordan man håndtere en båre til hvilket blodtryk en patient med væske i lungerne skal have før vi må give patienten medicin. Regionerne har forskellige holdninger til det sidstenævnte samt andre lignende eksempler, og dette giver ofte anledning til undren og venskabelige diskussioner i klassen. Undren er dog det bedste værktøj vi kan få under en uddannelse, fordi undren giver anledning til at søge efter svar, og svar giver viden. Alt dette bevirker at vi bliver nogle dygtige ambulanceassistenter.
Jobbet som ambulanceredder er for mit vedkommende rigtigt godt. Men som ved alle andre uddannelser og job, finder man altid noget som kunne være bedre. Mit ønske for jobbets fremtid, handler om at få regionerne til sammen at forsøge at skabe en mere rød tråd igennem uddannelsen og jobbet som ambulanceredder, hvor fokus retter sig imod kvalitet, innovation og forskning, fremfor det store økonomiske synspunkt. Dette vil give en mere ensartet ambulancetjeneste i Danmark, og samtidigt skabe plads til at udvikle faget.