FORTSÆTTELSE FRA FORRIGE INDLÆG…
Jeg vil i det følgende beskrive en døgnvagt, jeg for nyligt har haft. Jeg vil beskrive, hvad vi har lavet, hvornår vi er kaldt ud og hvad, vi er kaldt ud til. Jeg går ikke så meget i detaljer med vurdering samt behandling og af hensyn til min tavshedspligt fortæller jeg ikke noget om, hvor vi har kørt til eller andre personlige ting om patienterne.
(…) klokken er blevet 17.17. Og nu nærmer aftensmadstiden sig.
På den station, jeg kører på, laver vi ofte fælles aftensmad. Man skriver sig på en seddel fra morgenstunden og så besluttes det i fællesskab, hvad menuen skal stå på. Dem, der har tid i løbet af eftermiddagen, køber ind og så hjælpes vi ad med at lave mad og rydde op efterfølgende. Maden står som regel på bordet omkring 17.30-18.00, som er det tidspunkt, der passer bedst ind i de flestes pauseintervaller. Man kan ske at være på tur, når maden bliver serveret, men så bliver der sat en tallerken til side, som kan varmes, når man kommer hjem igen.
Vi når lige at spise vores aftensmad, inden vi endnu engang bliver sendt på base. Nu er klokken 18.32. Denne gang får vi lov at blive lidt længere, så vi redder senge og sætter en serie på. Det er ikke til at vide, om AMK vil have nogen til at være der hele natten eller om vi bliver sendt til hjemmestationen igen senere på aftenen. Det kommer an på, hvor travlt der er på hjemmestationen. Klokken 22.00 vælger jeg dog at lægge mig i seng, da det ikke tyder på, at vi bliver sendt hjem – og så kan det være rart at tage lidt forskud på søvnen, i tilfælde af, at der bliver meget at lave i løbet af natten.
Jeg når dog dårligt at lukke øjnene, før der lyder et udkald klokken 22.20. Denne gang er det en kørsel A, som er ringet ind gennem 1-1-2. Meldingen lyder på en patient, der har besvær med at bruge sin ene arm og sit ene ben. Det kan være et tegn på en blodprop eller en blødning i hovedet.
Da vi ankommer til patienten, skal der igen foretages nogle hurtige, basale målinger. Når der er tale om de symptomer, som denne patient beskriver, skal der hurtigst muligt ringes til en neurolog, som sidder i Århus. Her skal der tages stilling til, om patienten skal til nærmeste sygehus eller til en neurologisk afdeling i Århus. Der kigges bl.a. på tidsaspektet. Hvis der er tale om en blodprop, har man et tidsvindue på 4,5 time at arbejde indenfor. Der tælles fra symptomdebut – da man første gang oplevede symptomer – og til, at patienten kan komme i trombolyse, hvor en evt. blodprop kan opløses. Da vi konfererer med neurologen, bliver det besluttet, at man gerne vil se denne patient i Århus grundet sygehistorien. Det kan ikke afvises, at der er tale om en blodprop eller en blødning. Men i dette tilfælde var symptomdebut omkring klokken 18.30 og på daværende tidspunkt, da vi sad ved patienten, var klokken omkring 22.30 – altså 4 timer senere. Med en kørevej på godt 45 km, ville vi ikke kunne nå til Århus indenfor tidsvinduet på 4,5 time (heller ikke med udrykning) og derfor besluttede neurologen, at vi kun behøvede at køre derned som en kørsel B. Det gjorde vi og fik afleveret patienten på et sengeafsnit. Under transporten havde han dog fået det bedre og kunne både bruge sin arm og ben ved ankomst i på sygehuset.
Da vi holder på sygehuset og melder, at vi er ledige igen – og egentlig regner med, at vi kan komme hjem og sove – er der en ny tur inde i byen. Det er en kørsel B med meldingen om en meget fuld og ukontaktbar patient. Der er ikke lang kørevej for os, og vi når hurtigt om til patienten. Der var godt gang i den fest! Og patienten, vi kom efter, var også godt fuld – der var faktisk ikke en beklædningsgenstand, der ikke var opkast på. Nogle dørmænd havde lagt patienten i sideleje og så sad der 4-5 mennesker rundt om patienten. For at lette vores arbejdsforhold, ville vi hurtigt have patienten på båren og ud i bilen. Der var heldigvis rigtig mange berusede og hjælpsomme mennesker til festen, så der gik ikke mange minutter, før vi var væk fra virvaret og inde i bilen. Her skal det hurtigt konstateres, om patienten er helt ukontaktbar eller om det er muligt at få en reaktion ved smertepåvirkning. Vi fik knap-så-pænt at vide af patienten, at vi skulle lade være, da vi smertepåvirkede og det bliver opfattet som en positiv reaktion. Så er patienten nemlig ikke bevidstløs. Herefter skal vi sikre, at patienten trækker vejret tilstrækkeligt og ellers holde personen på siden i tilfælde af flere opkastninger. Desuden er det vigtigt at vide, om patienten kun har drukket alkohol, eller om der også har været stoffer iblandet – og ikke mindst sikre en form for ID på personen. I dette tilfælde havde patienten sygesikringsbevis i sin pung og en ven kunne bekræfte, at der kun var tale om alkohol. Der er ikke meget, vi kan gøre for folk, der har drukket sig for fulde – nogle kan være kandidater til en udpumpning på sygehuset, andre skal bare have lov at sove rusen ud. Vi kan derfor kun sørge for, at patienten trækker vejret og sikre flest mulige oplysninger til den viderebehandling på sygehuset. Vi kørte patienten en tur på skadestuen til det, der så fint hedder ”afrusning”.
Herefter fik vi lov at køre hjem og vi rammer stationen igen klokken 01.22, hvorefter vi går direkte i seng…
Helt usædvanligt har vi kunnet sove nogle timer i træk, så jeg er ret forvirret, da jeg vågner!
Klokken 05.48 lyder der et udkald igen. Helt usædvanligt har vi kunnet sove nogle timer i træk, så jeg er ret forvirret, da jeg vågner! Vi er kaldt ud på en kørsel B til endnu et besvimelsestilfælde. Ligesom tidligere på dagen (eller dagen forinden, som det ret beset er, når vi har passeret midnat) tages de samme forholdsregler. Vi skal have udelukket de værst tænkelige scenarier. Denne gang kommer vi ud til en lidt bleg og klamsvedende patient. Dette kan være et tegn på, at der er noget, som ikke er, som det skal være. Så vi måler hurtigt nogle værdier. Puls og blodtryk er fint. Vi måler et EKG, som umiddelbart heller ikke har noget på sig. Vi finder ikke rigtigt noget på patientens værdier, men vi synes alligevel, at han skal en tur på sygehuset, for det er ikke normalt, at man besvimer uden forvarsel – og specielt ikke, når man til dagligt er sund og rask. Efter lidt snak frem og tilbage, indvilliger patienten også i, at det er en god nok idé at få det tjekket, så vi triller mod sygehuset endnu en gang.
Herefter er vi tilbage på stationen klokken 7.11 – 11 minutter over tid – hvor radioer og nøgler skal overdrages til to andre ambulancereddere, som lige er mødt ind på næste døgnvagt. Denne vagt endte vi med at køre sammenlagt 11 timer og 23 minutter.