Redderelev Lea – Danmarks første ambulance-redder blogger

Præsentation af Lea

Hej! Mit navn er som sagt Lea, jeg er 24 år gammel og har pt. været redderelev i 13 måneder.

Udover at være ambulanceredderelev går jeg under forskellige titler som hestepige, cykelmyg, fitnessfreak, datter/barnebarn/lillesøster, dyreelsker, brilleabe, skilsmissebarn, Facebook- og instagram-afhængig, OCR-rookie og nu blogger. Yndlingsårstiden er sommer, jeg er mere til rock end til pop og yndlingskagen er en frisklavet æblekage.

I det følgende vil jeg svare på nogle forskellige spørgsmål, som gerne skulle være medvirkende til at give et bedre indtryk af, hvem jeg er og hvordan jeg er havnet, hvor jeg er i dag.

 Hvad denne blog indeholder:

 

 

 

 

 

Obs. til den dovne læser: Top 20% mest relevant er markeret.

Har du altid drømt om at være ambulanceredder? Eller er det kommet som lyset fra en klar himmel?

Jeg har faktisk altid været en meget ubeslutsom type. Jeg har ikke kunnet se mig selv indenfor et bestemt fag, som jeg har arbejdet målrettet hen imod og mit liv er langt hen ad vejen baseret på tilfældigheder. Efter 9. klasse tog jeg på gymnasiet, for det var det, man gjorde. Jeg valgte STX, fordi det var den mulighed, der var i min hjemby – alternativt skulle jeg bruge minimum 3 kvarter i en bus for at komme til og fra skole, hvis jeg skulle på enten HTX eller HHX. Så det blev altså STX! Da jeg skulle vælge studieretning, blev det den sproglige linje, for det kunne da være ret sjovt at lære spansk. Min argumentation for at vælge naturgeografi på B-niveau, fremfor biologi eller fysik, var, at der var færre afleveringer. Så nej, jeg har på ingen måde haft en idé om, at jeg skulle ende som ambulanceredderelev. Det må siges at være endnu en tilfældighed og et resultat af min form for famlen i blinde. Jeg har dog altid vidst, at jeg skulle have en alsidig hverdag, hvor der skete noget og hvor jeg ikke bare sad bag en computerskærm.

Hvornår besluttede du dig for, at det var reddervejen du ville gå? Og hvad gjorde du da beslutningen var taget?

Det er en lidt længere historie. Beslutning blev faktisk truffet, langt hen ad vejen i min søgen efter en fremtid. Efter gymnasiet ville jeg – som langt de fleste – holde nogle sabbatår. Alle mine beslutsomme venner havde jo planlagt de kommende ti år af deres liv; et år med arbejde og så ville de søge ind på et bestemt studie, vælge den bestemte kandidat osv. Den strøm var jeg jo nødsaget til at følge, fordi det var jeg… Sådan følte jeg i hvert fald. Så efter mit første sabbatår, havde jeg søgt ind på fysioterapeutuddannelsen i Aalborg, som jeg også blev optaget på. Når man søger ind på en bachelor, får man inden studiestart tilsendt en masse papirer omkring optagelsen med klasselister, velkomstbrev og så en lille lap papir, hvor man skal bekræfte, at man ønsker studiepladsen, som man har fået tilbudt. Da jeg modtog det brev, brød jeg grædende sammen – jeg kunne hverken se mig selv i Aalborg eller som fysioterapeut.

“Da jeg modtog det brev, brød jeg grædende sammen – jeg kunne hverken se mig selv i Aalborg eller som fysioterapeut.”

Min mor måtte træde til, stryge mig over håret og fortælle mig gentagende gange, at det er okay ikke at have planlagt hele sit liv som 17 årig og så fik jeg sat et kryds i ”nej” til ønsket om studiepladsen. Samtidig blev jeg sparket helt tilbage til begyndelsen af min ubeslutsomhed. Tiden gik og størstedelen af min omgangskreds startede på deres respektive studier og mødte en masse nye mennesker og studiekammerater. Jeg valgte i stedet at tage ud at rejse i to måneder, for at trøste mig selv over det nederlag, jeg følte det var ikke at ane, hvad jeg ville med mit liv. Da jeg kom hjem, var jeg fastbesluttet på at prøve igen og jeg søgte derfor ind på sygeplejestudiet i Århus. Her blev jeg optaget på vinterstart i 2014 og denne gang var jeg lidt mere overbevist om, at det var det rigtige for mig. Jeg startede på studiet og fandt det rigtig spændende at lære om kroppen, dens organsystemer og sygdomme. Som et led i uddannelsen skulle vi 10 uger i hospitalspraktik, hvor jeg skulle en tur på akutmodtagelsen på Nørrebrogade i Århus. Siden studiestart var jeg meget i tvivl, om det var det rigtige for mig; om jeg kunne se mig selv i rollen som sygeplejerske – til trods for, at jeg fandt meget af undervisningen spændende. I min sygehuspraktik blev jeg dog bekræftet i, at det ikke var mit fag. Jeg kunne simpelthen ikke se mig selv som sygeplejerske og faldt ikke ligeså nemt ind i rollen, som flere af mine medstuderende. Selvom det er en alsidig hverdag, man har på hospitalet, var det bare ikke alsidigt nok for mig. På akutmodtagelsen er der stor udskiftning af patienter, som kommer til og fra afdelingen, så man ser mange forskellige mennesker, som fejler mange forskellige ting. Men det var bare ikke nok for mig. Jeg kom dog til at snakke med to redderelever, som var i deres hospitalspraktik på samme afdeling. Og de var medvirkende til at få mine øjne op for redderfaget.

Der skulle dog lige gå yderligere nogle måneder, inden jeg tog den endelige beslutning om at søge ind på redderuddannelsen. Jeg valgte at færdiggøre det kommende modul på sygeplejerskeuddannelsen, og samtidig begyndte jeg at samle informationer omkring optagelsen. Jeg gjorde som sådan ikke noget konkret, i forbindelse med optagelsen – udover at målrette min træning hen mod den fysiske test. Jeg samlede diverse referencer og anbefalinger, jeg havde fået gennem tiden, skrev en ansøgning og sendte den afsted. Så måtte det briste eller bære.

Den dag i dag, er jeg dog glad for, at jeg gjorde det! Med det erfaringsgrundlag, som jeg efterhånden har fået bygget op, omkring uddannelser, jeg var meget i tvivl om, ved jeg nu med sikkerhed, at jeg befinder mig det helt rigtige sted! Jeg møder den alsidighed, som jeg har ønsket; ikke en dag er ens. Jeg møder mange forskellige mennesker, som fejler mange forskellige ting. Jeg møder også dem, som ikke fejler noget som helst, men som har brug for omsorg. Og ikke nok med det, jeg møder dem i deres eget hjem; jeg er blandt de første hænder, som rører patienterne i en sårbar og utryg situation, jeg er med til at skabe den tryghed og give den omsorg, de har brug for. Jeg er helt generelt medvirkende til at opstarte det bedst mulige patientforløb gennem god præhospital behandling.

Det er jo en svær uddannelsen at blive optaget på – Vil du fortælle hvad du gjorde for at blive optaget – hvad havde du af kvalifikationer? (Job/kvalifikationer/frivilligt arbejde/militær)

Jeg har lavet mange forskellige ting i mine sabbatår. I min gymnasietid havde jeg et studiejob i en lokal pølsevogn, hvor jeg 4 dage om ugen langede hotdogs over disken efter skole. Det var ikke et job, hvor jeg kunne få mange flere timer, så jeg søgte nogle flere jobs for at fylde mine dage ud og tjene flere penge. Indenfor de næste halve år, efter jeg var blevet student, havde jeg udover jobbet i pølsevognen, et tjenerjob, en stilling som daglig leder i en nystartet ungdomsklub, handicaphjælper og uofficiel freelance tilkaldelærervikar på min gamle friskole. Det kommende års tid, jonglerede jeg dagligt med disse fem jobs og havde i gennemsnit en arbejdsuge på 60 timer og stort set ingen fridage. Det var hårdt! Og det var slet ikke holdbart! Jeg var 19 år og arbejdede dobbelt så meget som min egen mor… Herefter kom tiden, hvor jeg søgte ind på de forskellige studier og jeg fik skåret ned på antallet af jobs og dermed ugentlige arbejdstimer.

Jeg kan som sagt ikke prale af, at jeg har gjort noget specifikt, for at blive optaget på redderuddannelsen. Jeg har godt kunnet lide at arbejde med mennesker og hjælpe andre, så det var naturligt for mig at søge sådanne jobs. Det har så sidenhen gavnet min optagelse, at det var de veje, jeg valgte i sin tid, men igen er det i mit tilfælde udelukkende baseret på tilfældigheder.

Helt ok! Når man skal optages som redder er gode kvalifikationer uden tvivl en måde at komme i betragtning, men derefter kigger de på hvem du er som person, og om du passer ind hos dem. Hvem er du som person Lea?

Det er et af de svære, selvreflekterende spørgsmål… Jeg vil beskrive mig selv som rolig, selvstændig og introvert. Jeg er ikke en talende person – hvis jeg ikke har noget at sige, så siger jeg ikke noget. Af samme grund har jeg aldrig været god i større forsamlinger og jeg har aldrig været hende, der er blevet lagt mærke til eller husket. Jeg er sensitiv, empatisk og kan tit fornemme, hvis nogen er kede af det. Jeg tror det bunder i, at jeg er en følende person og har stor interesse i, at andre omkring mig har det godt. Jeg ret lærenem og har en logisk intelligens. Jeg er perfektionist – på både godt og ondt. Min perfektionisme begrænser mig på mange områder, fordi jeg altid har haft svært ved at ”være forkert” og lave fejl. Det betyder, at jeg ikke er ret god til at kaste mig ud i nye projekter og kommer til udtryk gennem stor usikkerhed. Man er sjældent god til noget, man prøver første gang, og jeg er ikke god til ikke at være god! På den anden side betyder min perfektionisme også, at jeg altid har været vedholdende ved de ting, jeg nu engang kaster mig ud i. Jeg accepterer ikke bare tingenes tilstand, hvis jeg ikke er tilfreds og jeg giver ikke op. Med tiden er jeg dog også blevet bedre til at bruge min perfektionisme konstruktivt ved at acceptere, at det ikke er muligt for mig at være perfekt, men derimod arbejde målrettet mod et godt resultat. Det er okay at lave fejl i processen til at blive bedre. Og jeg bliver ved med at ville være en bedre udgave af mig selv!

“Jeg er en følende person og har stor interesse i, at andre omkring mig har det godt.”

Du er blevet sat sammen med et hold bestående af redder-elever fra hele landet. Er der nogle personlighedstræk, som du synes går igen i din klasse?

Det er der, ja. Vi er en klasse på 25 elever bestående af vidt forskellige personligheder og folk med vidt forskellige udgangspunkter for at sidde, hvor vi gør i dag. Yngstemanden er 22 år og ældstekvinden 37 år. Alligevel oplever jeg os som værende dybt empatiske og medfølende. Selvom vi er forskellige og man snakker bedre med nogen, end med andre, har vi et helt eminent sammenhold. Der er plads til vores forskelligheder og det er helt acceptabelt, at man kan have en dårlig dag. Når vi er på skoleophold bliver der dagligt givet krammere, uddelt verbale irettesættelser og givet opmuntrende bemærkninger. Alt sammen konstruktivt, kærligt og med dyb respekt for hinanden. Alle har til enhver tid hele klassens opbakning, hvad end vi øver cases, skriver opgave eller skal til en form for test.

Kan du genkende nogle kvalifikationsmæssige ligheder blandt jer?

Det vil jeg faktisk – underligt nok – sige nej til. De eneste ligheder, jeg kan få øje på i vores klasse er personlighedsmæssige. Nogen kommer med bachelorer i bagagen, andre en tømreruddannelse og nogle tredje har været i militæret. Der er en, der slet ikke har arbejdet med mennesker før og vi har en færdiguddannet sygeplejerske. Vi har nogen med anden etnicitet og en, der er født ind i en familie næsten kun bestående af ambulancereddere. Baggrunds- og kvalifikationsmæssigt synes jeg, vi er langt fra hinanden!

Har du et godt ordsprog du lever for?

Det er ikke et ordsprog, men jeg har været til flere foredrag med Rasmus Bagger, som er performance- og mentalcoach, og en sætning, som han har brugt flere gange i forskellige sammenhænge, har gjort stort indtryk på mig: ”det du gør, bliver du god til”. Det er så banalt, men det gør sig gældende i alle livets aspekter (lidt lommefilosofi skal der vel være plads til). Hvis det handler om at lave armbøjninger, ved vi det jo godt; jo mere vi øver os, jo bedre bliver vi til det. Men det gælder også, hvis man er typen, der står op om morgenen og er negativ; det du gør, bliver du god til. Man øver sig ganske enkelt hver dag i at være negativ. Og jo mere man øver sig, jo bedre bliver man til det. Eller hvis man ikke kan lide at gå til eksamen, fokuserer man på alt det, man ikke kan finde ud af. Hvis man hele tiden fortæller sig selv, at man ikke kan finde ud af at gå til eksamen, så bliver man bedre og bedre til ikke at kunne finde ud af det. Så hver dag øver jeg mig i at være åben og positiv overfor, hvad dagen kan bringe. Jo mere jeg øver mig i det, jo bedre bliver jeg. Lige meget om det er en eksamen, en sygetur eller en dag på skolebænken; det jeg gør, bliver jeg god til!

Færdiggør den her sætning: ”Min familie og venner har altid synes jeg var [personlighedstræk]”

En fighter.

Du var oppe til den fysiske optagelsesprøve. Gik den godt?

Den fysiske test gik godt nok til at bestå. Jeg var ikke den hurtigste – hverken til bronzecirklen, løb eller svømning, men jeg klarede det hele i en rimelig tid til også at bestå med sikkerhed. Mit fokus var på mig selv og min egen præstation og jeg forsøgte mig med at holde et jævnt tempo igennem alle øvelser.

Betyder det, at du er et naturtalent til træning, eller har du trænet mange timer for at blive klar til prøven?

Jeg vil ikke beskrive mig selv som et naturtalent indenfor træning. Jeg har altid været aktiv, men jeg har aldrig været den bedste. Jeg er stærkere ved udholdenhedstræning fremfor eksplosiv træning, og især bronzecirklen har jeg været nødt til at træne op til mere specifikt. Dog har det fremgået klart, hvad den fysiske optagelsesprøve har bestået af, og jeg har derfor kunnet træne målrettet. Især kropshævninger og armbøjninger har været min akilleshæl og jeg har brugt mange timer på at forbande de øvelser langt væk!

Har du et råd til ansøgerne der er nervøse for den fysiske optagelsesprøve?

Øv jer! Og start i god tid. Det er udpenslet helt specifikt, hvad man skal, så der er ikke andet at gøre end at øve sig. Det kan være en god idé at alliere sig med en makker, som kan hjælpe med f.eks. tidstagning og ganske simpel motivation. Jeg selv øvede bronzecirklen igennem en gang om ugen, hvor jeg tog tid på mig selv og mine fremskridt var med til at motivere mig.

“Jeg vil være hudløst ærlig i min skildring af livet som redderelev. Jeg elsker mit job, men det er ikke altid en dans på roser!”

Lad os gå lidt i dybden med nogle af de andre prøver til optagelsesprøven. Mange af vores følgere tænker meget på omtanke-testen, og hvordan de kan forberede sig på denne. Hvad synes du om omtanke-testen hos Falck? Og har du nogle forslag til hvordan man kan forberede sig bedst på den?

Jeg kan godt forstå, hvorfor omtanketesten er med som en del af optagelsen. Den giver et godt billede af ens logiske tænkning. Jeg har lidt svært ved at komme på noget specifikt, som man kan øve sig på i forbindelse med den test, for det er baseret meget på ens logiske sans og der er mange forskellige spørgsmål. Det kan være matematik, stavning, logik, geometri…

Til samtalen bliver man jo spurgt en hel masse spørgsmål om hvem man er, hvad man laver, hvad man står for, hvilke værdier man har og andre ting. Hvis du kun måtte forberede dig på én ting til samtalen, hvad ville du forberede dig på?

Det vil nok være de helt basale og lettilgængelige fakta. De kan finde på at spørge ind til politik, nyheder, organisationen, regionerne osv., så jeg ville helt klart vælge at have styr på den mest basale viden, som man i højere grad kan have kontrol over.

Har du nogle generelle råd til ansøgerne, der vil søge ind på uddannelsen?

Vær dig selv, hav et åbent sind og gør det. Mere kan jeg næsten ikke sige. Selve optagelsen er en samlet vurdering af alt, du bliver trukket igennem; ansøgningen, omtanketesten, interviewet og den fysiske test. Der bliver sat pris på faglighed, erfaring og modenhed – og en afvisning kan nemt være med til at fremme alle tre ting. Så tag et evt. afslag med oprejst pande og prøv igen.
De ser gerne, at man har prøvet at arbejde med mennesker, så det vil være en god start at finde et job i den retning. Men det handler ikke bare om, at der skal stå noget bestemt på CV’et. Det handler om, at det job, man finder, kan give et noget på et personligt plan. At det er et job, der formår at rykke grænser, som en del af en lærings- og modningsproces.

Har du nogle generelle råd til ansøgeren der skal til samtale?

Slap af og vær dig selv! Det må være det bedste råd, jeg kan give. Dem, der sidder og interviewer har gjort det rigtig, rigtig mange gange før og de søger ikke personer indenfor en bestemt profil. Så det handler ikke om, at man skal passe ned i en eller anden kasse. Det handler om, at de skal få et indtryk af, hvem du er som person og om du vil kunne passe ind som ambulanceredder. De spotter lynhurtigt, hvis du prøver at snakke dem efter munden eller pynter på sandheden.

Vi er spændte på at høre mere om dine oplevelser på uddannelsen. Vil du fortælle lidt mere om nogle af de ting vi kan forvente at høre mere om?

Jeg vil som blogger fortælle lidt om, hvad jeg oplever både på stationen, i sygehuspraktik og på skolen. Jeg vil forsøge at finde en balance mellem mine tanker omkring det, jeg oplever og nogle af de ting, vi laver. Jeg vil give et indtryk af, hvordan det er at være elev – på både godt og ondt – og hvilke faglige, personligheds- og følelsesmæssige op- og nedture, man kommer igennem i løbet af uddannelsen. Jeg vil være hudløst ærlig i min skildring af livet som redderelev. Jeg elsker mit job, men det er ikke altid en dans på roser! I uge 4 starter jeg på 5. skoleperiode og det næste halve år vil primært komme til at gå med skoleophold, sygehuspraktikker og kun få ambulancevagter på stationen, inden jeg i starten af juli-måned går til min assistenteksamen.

 

Hvem er jeg:
Redderelev hos Falck i Randers
Læs mere om (og fra) mig

Har du spørgsmål eller kommentar til mig, så stil dem herunder

Kommentar