Det er i realiteten let nok at blive ambulanceredder. Det er nogle ret basale og faktuelle ting, man skal lære under uddannelsen. De bløde værdier, empatien og samspillet mennesker imellem skal man gerne have tillært sig inden, man bliver optaget. Det er sådan nogle ting, de kigger på ved rekrutteringsrunderne. Selve uddannelsen er ikke svær. Nogen lærer hurtigt og nemt, mens andre kæmper for tingene. Men i sidste ende er det de samme ting, man skal lære. Faget handler ligeså meget om erfaring, som faglighed. Selvfølgelig skal man kunne sin anatomi og fysiologi! Man skal kende de mediciner, der er til rådighed – hvilken effekt, de har og hvilke bivirkninger, man kan opleve. Man skal vide hvilke komplikationer, man kan opleve, når ældre bliver syge, hvad man skal se efter ved det syge barn, hvordan menneskekroppen reagerer ved forskellige sygdomme og hvilke faresignaler, man skal se efter ved kritiske patienter. Men det handler alt sammen om erfaring! Det handler om det trænede øje og uendeligt mange timer i ambulancen med uendeligt mange patienter!
Men det handler alt sammen om erfaring! Det handler om det trænede øje og uendeligt mange timer i ambulancen med uendeligt mange patienter!
Det, jeg personligt har oplevet som svært, er tilgangen til patienterne. Ikke den faglige tilgang – for det er den samme ved alle patienter. Men den personlige tilgang. Alle patienter skal tilgås og behandles ens og objektivt. Sådan er det bare! Og det er jeg helt enig i!
Men vi er også kun mennesker… Jeg ser mig selv som et meget sympatisk menneske – til tider nærmere naiv og godtroende – som også betyder, at jeg har gjort mig nogle bitre erfaringer gennem tiden. Jeg har en grundlæggende opfattelse af, at der er noget godt i alle mennesker. Alligevel overraskede jeg mig selv i ambulancen en dag, hvor jeg havde vanvittigt svært ved at lægge mine følelser og dermed subjektivitet fra mig. Jeg kom ganske enkelt til at tvivle på mit eget godtroende menneskesyn. Jeg synes ellers, at jeg er god til at adskille mit arbejdsliv fra mit følelses liv. Når jeg har været med ude at hente en patient med forværring i sin KOL, som har siddet i et røgfyldt køkken med en cigaret i hånden og et overfyldt askebæger ved siden af sig… Selvom jeg kan have lyst til at ruske personen til fornuft, kan jeg godt tilsidesætte mine følelser, som inderst inde siger, at det er deres egen skyld, de sidder i den situation. Min faglighed vinder, fordi der kan være mange grunde til, at de bliver ved med at ryge, til trods for deres livsstilssygdom, som højest sandsynligt er udløst af rygningen.
For noget tid siden var jeg dog med ude at hente en patient, hvor jeg havde svært ved at lade min faglighed vinde. Jeg kunne ganske enkelt ikke se, hvorfor patienten havde fortjent samme, gode behandling, som søde Fru Jensen med den brækkede hofte. Uanset hvor forfærdeligt, det er af mig at fortælle, var det sådan, jeg havde det. Selvfølgelig handlede jeg professionelt og patienten kom godt og sikkert til hospitalet på lige vilkår som alle andre! Men det svære var mit lidt for emotionelle forhold, jeg fik til hele turen. Og jeg tror, at det jeg gjorde fejl var, at jeg kom til at tænke for meget over hele situationen.
Jeg kunne ganske enkelt ikke se, hvorfor patienten havde fortjent samme, gode behandling, som søde Fru Jensen med den brækkede hofte. (…) Og jeg tror, at det jeg gjorde fejl var, at jeg kom til at tænke for meget over hele situationen.
Patienten var tydeligt påvirket af alkohol og havde netop været i et trafikuheld, som havde kostet en ung pige livet. Det satte mine tanker i gang. Jeg tænkte på familien, som indenfor få timer ville få besøg af politiet, der kunne fortælle, at deres lille datter ikke kom hjem. De ville faktisk slet ikke få hende at se igen. Jeg tænkte på, hvordan jeg selv ville reagere, hvis nogen, jeg elskede, blev revet fra mig på samme måde. Hvordan en mor eller far må sidde tilbage og tænke på det sidste, de fik lov til at sige til deres datter. Hvordan de nu skulle få en helt ny tilværelse til at hænge sammen uden den lille elskede pige. Jeg tænkte på vidnet, der havde ringet 1-1-2, som havde overværet hele uheldet. Set den lille pige på cykel på vej hjem fra skole. Hvilken følelse af afmagt, hun måtte have. Jeg tænkte på, hvorfor en mand så påvirket havde et behov for at sætte sig bag rattet. Hvad kunne på nogen måde være så vigtigt? Hele mit tankemylder løb ganske enkelt løbsk. Og det resulterede i, at jeg følelsesmæssigt var nødt til at distancere mig fra hele situationen og kun handle helt lavpraktisk. Patienten klagede over rygsmerter. Han blev behandlet efter forskrifterne, men personligt havde jeg ikke ondt af ham. Jeg har svært ved at se folk have ondt, men ikke denne gang. Det blev ikke en tur med en masse hyggelig smalltalk – patienten var også selv påvirket af hele situationen og derfor var hele stemningen trykket. Der blev kun udvekslet praktiske oplysninger af hensyn til dokumentation og behandling. Der var ingen tvivl om, at patienten også have det svært – ikke kun på grund af rygsmerterne. Selvom jeg havde lyst til at spørge ind til ham; hvorfor han drak eller hvad han var ude at køre bil for, var der ikke nogen grund til at spørge ind til hans psykiske velbefindende. Hele situationen skulle nok komme op og vende flere gange for hans vedkommende og det ville ikke gavne hverken ham selv eller os at rive op i det på daværende tidspunkt. Derfor forblev det en stille tur, hvor ingen sagde noget unødigt. På sygehuset blev vi mødt af politiet, fordi patienten naturligvis var anholdt, og sygehuspersonalet, som skulle overtage patienten og behandlingen heraf. Overleveringen var kortfattet. Sygehuset var briefet på forhånd, så vores opgave blev afsluttet, ambulancen blev rengjort og vi var klar til en ny tur.
Det, jeg har haft sværest ved indtil videre, har ikke været at se kritisk sårede patienter, vejlede pårørende i svære situationer, fortælle pårørende, at vi ikke kan gøre mere for deres kære, der har haft hjertestop eller køre med terminale patienter – det er allesammen ting, der er svære. Situationer, hvor der skal sluges en klump og ord skal overvejes nøje. Men indtil videre har det sværeste for mig – tilsyneladende – været arbejdet med mig selv på et mere psykologisk plan og tilsidesættelse af mine følelser. Der er mange ting, man skal lære, når man er elev. Hele uddannelsen er som sådan en lang proces, hvor man hele tiden arbejder med sig selv. Også på mere end det faglige plan. Jeg overraskede virkelig mig selv! Der er altid plads til forbedringer, når man arbejder med andre mennesker. Så selvom uddannelsen og det faglige i sig selv kan være let nok, er det erfaringen i ambulancen, der betyder noget. Det er erfaringen, der giver en god redder! Og den kan man hele tiden arbejde med. Ingen kan nogensinde stoppe op og sige: “nu er jeg erfaren nok, nu kan jeg klare alt”. Når man har været i faget i mange år og kan betegne sig selv som en erfaren ambulanceredder, skal man stadig arbejde med sig selv; man skal arbejde på ikke at låse sig fast på den allerede opnåede erfaring. Jeg selv skal lære at lægge mine følelser til side og lade være med at tænke for meget. Altid lade fagligheden komme først. Og der er lang vej igen. Man skal have erfaringen fra en redder, der har været i faget i 20 år, men tilgå hver patient på ligeså åben vis, som en nystartet og uerfaren elev.
Hvem er jeg:
Redderelev hos Falck i Randers
Læs mere om (og fra) mig
