Uanset hvor stolt, jeg er af mit fag, kan det godt være svært, når nogen spørger mig, hvad jeg laver til dagligt. Jeg har flere gange t
aget mig selv i at svare: ”Jeg er under uddannelse”. Et kedeligt, vagt svar, det ved jeg godt. Det er nærmest ikke engang et svar. Det er dog også sjældent, at folk stiller sig tilfreds med det svar og vil gerne vide, hvad jeg er i gang med at uddanne mig til. I de tilfælde svarer jeg selvfølgelig: ”Jeg læser til ambulanceredder”. Og her bliver folk ofte ret forbavset. Det er ikke et helt normalt job, og man havde nok forventet at høre sygeplejerske, lærer, pædagog eller fysioterapeut. Forbavselsen kommer ofte til udtryk i form af opspilede øjne og løftede øjenbryn efterfulgt af udtryk som ”hold da op”, ”det lyder spændende” eller ”hvor sejt”. Den bliver dog gradvist erstattet af undren, og så er det, at jeg bliver mødt med: ”det kræver da en lidt speciel psyke? Gør det ikke?”…
“Det handler jo i bund og grund om uvidenhed.”
Jeg forstår godt, at folk tænker, som de gør. Det handler jo i bund og grund om uvidenhed. Ambulancefaget bliver ofte associeret med blå blink og action: trafikuheld, selvmord, dødsfald og blod. Masser af blod. Og hvis det var min hverdag; hvis jeg dagligt skulle indsamle afrevne lemmer på motorveje, hjælpe børn ud ad brændende biler eller bare se døde og sårede mennesker i flæng, så ville det da nok kræve en speciel psyke. Eller måske bare en personligt tilknyttet krisepsykolog. Men det er langt fra hverdagen i en ambulance. Og heldigvis for det! Langt størstedelen af de patienter, vi ser, er hverken kritiske eller i livsfare. Jeg vil næsten vove den påstand, at størstedelen slet ikke har behov for akuthjælpen i en ambulance, men nærmere støtte og tryghed.
En ting er sikkert: der vil komme ture, man ikke bryder sig om. Ture man helst vil være foruden. Man ved ikke hvad, det er, der kommer til at røre én og man ved ikke hvornår. Men der er ingen, der forventer, at man står uberørt efter de ”grimme” ture. Alle, som er eller har været indenfor ambulancefaget, ved det – på både godt og ondt. Og når de ture kommer, står der et helt netværk af gode kollegaer og psykologer bag én, klar til at gribe, hvis man falder. De står der faktisk også allerede inden, man falder. Måske fordi de selv har været på en af de ture og ved, hvordan det er…
“Man skal have en speciel personlighed og det kræver empati, medmenneskelighed og forståelse at blive ambulanceredder – og med de egenskaber risikerer man også, at nogle oplevelser rammer hårdere.”
Jeg har selv oplevet det. Kollegaskabet. Min første ambulancetur med en dødfunden, var en mand, der var faldet i havnen i Randers. Med havnen placeret ca. 100 meter fra Storegade (Randers’ fest-navle no. 1), er det ikke en sjældenhed, at nogen tager en ufrivillig svømmetur. Både brandhold, ambulance og politi var massivt til stede, for at få ham op, men det blev hurtigt tydeligt, at han havde lagt der et stykke tid og at der ikke var chance for at få liv i ham igen. Og fra det øjeblik, at lægen sagde, at der ikke var grund til at påbegynde genoplivning, til, at den første stod ved siden af mig og spurgte, om jeg var okay, gik der ikke engang et minut. I mellemtiden er der en masse retningslinjer, der skal følges, før en dødfunden kan transporteres væk fra findestedet. Og i den tid var der flere både brand- og politifolk, der kom og spurgte til mit ve og vel. Om det var fordi, jeg var relativt ny og folk ikke havde set mig før, om det var det store elev-skilt på min jakke, der gjorde dem mere opmærksom på mig eller om de synes, jeg har lignet en, der var klar til at løbe skrigende væk fra stedet, kan jeg selvfølgelig ikke svare på. Men det var rart at mærke, at folk tænkte på mig, selvom jeg i pågældende tilfælde var okay med opgaven.
Så nej, det kræver ikke en ’speciel psyke’ at blive ambulanceredder. Jeg vil hellere sige, at man skal have en speciel personlighed og det kræver empati, medmenneskelighed og forståelse at blive ambulanceredder. Og med de egenskaber risikerer man også, at nogle oplevelser rammer hårdere. Men det kræver ikke en speciel psyke. Det kræver, at man ikke tager de ”grimme” ture med hjem og at man bruger de midler, man har til rådighed. At man kigger sin makker i øjnene og får lagt låg på, inden man tager hjem og fortsætter sit eget liv. Det er alt sammen noget, man får med gennem uddannelsen. Derfor kan det godt være svært, når folk spørger ind til min uddannelse – af venlighed og i forbindelse med smalltalk – at det kan føles som om, man skal forsvare sig selv og sin helt normalt sensitive psyke. Og jeg er stadig ikke helt kommet frem til et passende svar at give, som også passer ind i smalltalk-sammenhænge. Jeg lærer det nok på et tidspunkt, men indtil, jeg gør, bliver det nok bare det samme vage svar, at jeg er under uddannelse – med et lille håb om, at vi så kan lade det emne ligge.
Hvem er jeg:
Redderelev hos Falck i Randers
Læs mere om (og fra) mig
