I det her blogindlæg vil jeg prøve at fortælle om, hvad det kræver at komme ind på redder-uddannelsen. Til at starte med vil jeg gerne mane de mest gængse fordomme til jorden.
NEJ du behøver ikke have taget en gymnasial uddannelse og fået 12 i alle fag.
Og du behøver heller ikke have været i værnepligten eller have en længere uddannelse i Forsvaret.
Du skal absolut ikke have 16 års erhvervserfaring med mennesker i en alder af 24 år.
Når ja, så er der også et 20 ugers forlænget grundforløb – det er heller ikke nødvendigt at have.
Mange tror, at ambulanceentreprenørerne søger en bestemt profil eller kigger efter visse ting på CV’et, men det er ikke helt tilfældet.
Tro på dig selv og bliv ved med at søge, selvom et afslag godt kan virke som et nederlag.
– En tidl./nuv. elev
KOMPETENCER, OPLEVELSER & ERFARING
Det kan være en fordel at have forskellige baggrunde når man kører med en makker på ambulancen. Din makker kan have oplevelser/kompetencer/erfaring i rygsækken der gør, at han lægger mere vægt på andre ting end du selv ville have gjort hos patienten og det er kun fedt at supplere hinandens svage og stærke sider, så alt går op i en højere enhed!
Når jeg hører hvad andre redderelever har haft af arbejde før de kom ind på uddannelsen, er det vidt forskellige jobs der kommer frem. Nogen har meget sundhedserfaring, andre har prøvet lidt af hvert og få har næsten intet kendskab til mennesker. For at nævne et eksempel, kender jeg en redderelev som har været logistikchef i en del år, før han kom ind på uddannelsen.
Det her betyder så også, at jeg desværre ikke kan give den gyldne opskrift på, hvad man skal have stående på sit CV for at komme i betragtning til en samtale. Dog kan jeg anbefale nedenstående kurser og jobs, hvis man ikke har en idé om, hvor man kunne starte.
- Arbejde på plejehjem, udkørende hjemmepleje og lign.
- Frivilligt arbejde med mennesker
- 20 ugers forlænget grundforløb
- Vikar på folkeskoler og børnehaver
- Sygetransport kursus m. chaufførkort
- Livredder
Jeg vil lige skynde mig at sige, at jeg nok ikke vil anbefale at sige sit fuldtidsjob op for at tage et kursus på 20 uger. Men hvis man er et sted i sit liv, hvor det giver mening og hvor der er plads til nye kompetencer i rygsækken – så gor for it!
Det faglige skal man nok lære, men ens personlighed afgør i sidste ende, om man får en af de eftertragtede pladser på uddannelsen.
– En tidl./nuv. elev
PERSONLIGHED ER ALTAFGØRENDE
Handlekraftig, empatisk og omstillingsparat er tit de egenskaber der bliver tillagt en ambulanceredder. Og jovist det er skam vigtigt at kunne træffe en hurtig beslutning når du står til et færdselsuheld som første ambulance og skal prioritere. Hvem redder man lige først? Den 64-årige med symptomer på apopleksi eller den 18-årige der har fået hjertestop under sammenstødet. Tillige med skal man være forberedt på også at kunne yde omsorg og være empatisk selv kl. 03 om natten, når demente Hr. Jensen ringer 1-1-2 fordi han igen har smerter i maven.
Din personlighed er altafgørende til samtalen. De læser dig som en åben bog, hvis du ikke er den du siger du er. Måden man går til en opgave er sindssyg vigtig. Din makker kan have nok så sundhedsfaglig uddannelse, men hvis han har den forkerte indstilling til opgaverne man bliver sendt til, kan det være ligegyldigt. Personligt vil jeg langt hellere køre med en makker der måske har læst statskundskab på KU, men oser af gåpåmod og tager imod alle opgaver med et smil! Så kan det være lige meget om man har arbejdet som SOSU-assistent eller sygeplejerske i 10 år, hvis ikke man gider yde den omsorg en patient kræver, selvom man har fri 1 time senere.
EGNE ERFARINGER
Hvis vi skal kigge på mig selv og hvad jeg har gjort for at komme ind, så har jeg nok været den type, der har taget en masse kurser for at gøre mit CV attraktivt. Jeg ved ikke om det har været nødvendigt, men jeg fortryder ikke – for i dag er jeg jo heldigvis kommet ind på uddannelsen.
Jeg ville så gerne ind som redder, at jeg var klar til at ofre tid og penge på at udvide mine kompetencer. I den forbindelse har jeg f.eks. taget sygetransport- og livredderkursus i håb om at kunne arbejde i fagene efterfølgende.
I et halvt års tid arbejdede jeg som udkørende hjemmehjælper og det var helt ærligt, ikke lige mig. Det fandt jeg faktisk ret hurtigt ud af, men jeg tænkte at det var godt på mit CV så jeg tog mig sammen og fortsatte arbejdet. Jeg udviklede mig heldigvis meget som person i den periode. Inden jeg søgte jobbet, var det en grænseoverskridende tanke at skulle pleje og skifte ble på et andet menneske, men jeg blev nød til det når man var professionel. Det gjorde heldigvis også, at min grænse blev overskredet så jeg i dag ikke har noget problem ved det. Nu er det bare naturligt og noget der skal overstås – intet hokuspokus i det. Summa summarum er at få overskredet mine grænser har givet mig nogle værdier og oplevelser, som jeg i dag kan bruge i ambulancetjenesten. Jeg synes det er fedt at kunne se, at netop det arbejde har gjort en forskel.
Selvom ansættelsesudvalget i de forskellige firmaer kigger på vores CV og kan læse mine uddannelser, jobs og kurser, så er det i selve ansøgningen, at man skal sælge sig selv!
Her lagde jeg stor vægt på, at jeg f.eks. har været i værnepligten, ude at backpacke og været frivillig samarit. Jeg fik flettet ind, hvilke kompetencer jeg har fået deraf, hvad det har gjort for mig personligt og hvad jeg kan bruge det til i ambulancetjenesten.
Vær ærlig. Ret ryggen. Lad være med at virke bedre end du er – de læser dig som en åben bog.
– En tidl./nuv. elev
DEN GYLDNE OPSKRIFT FINDES IKKE
Hvis jeg skal koge det hele ned til få linjer… Så er det en rigtig god idé at have arbejdet med mennesker. Prøv gerne dine grænser af og vær ikke bange for at søge et arbejde, hvor du kommer til at overskride dem. Hvis du har tid og lyst, så udvid din rygsæk og få nogle kurser så du skiller dig ud fra mængden og gør dit CV attraktivt. Få bekræftelse i, at det faktisk er ambulanceredder du vil være. Enten ved frivilligt arbejde eller generelt andet arbejde du synes giver mening for dig. Og så til sidst få en masse oplevelser, erfaring og kompetencer i rygsækken som vil gavne dig senere hen – både som redder, men også som person.
Til sidst får I lige lidt flere gode råd fra nuværende og tidligere redderelever:
- “Det vigtigste er, at man er sig selv!”
- “Se på en evt. afvisning som en mulighed for at arbejde med sig selv. Måske finde et nyt eller andet fagrelevant job – ikke for at kunne skrive det på sit CV, men for at få nogle af værdierne med sig fra det pågældende arbejde.”
- “Brug tid på ansøgningen så den spiller. Opdater dit CV og kend uddannelsen til spidsen.”
- “Få styr på hvad udbyderen du søger ind hos, leverer af services samt faktaer om firmaet.”
- “Dedikeret og målrettet træning til den fysiske test. Følg med i hvad der sker i verden og hav gåpåmod!”
Hvem er jeg?
Alexander, redderelev hos Hovedstadens BeredskabLæs mere om mig her