Hej læser!
Du er lige nu startet på mit blogindlæg om, hvad jeg har lavet før jeg blev optaget i Hovedstadens Beredskab, hvor mine interesser er nu og hvad mine planer er for fremtiden.
Opsummering til den dovne læser:
– Frygt ikke, hvis du først finder interessen for det præhospitale i en ”sen” alder. Jeg fandt ud af det som 21 årig.
– Arbejd med mennesker, det plejer ambulancefirmaerne godt at kunne lide. Jeg har arbejdet som lærervikar på en folkeskole samt kørt som ufaglært hjemmehjælper i hjemmeplejen.
– Hvis du er interesseret i frivilligt arbejde, så gør det! Jeg har været og er stadig samarit i Røde Kors og gør det af ren interesse for mennesker og førstehjælpen.
– Udvid din horisont. Forvent ikke, at du kommer ind, hvis du kun søger 1 firma og vil køre i den lille by, som du altid har boet i. Der er mange om buddet, så hvis du kan og tør, så søg videre i andre regioner. Det kan være, at du bliver glad for det alligevel.
– Overvej, hvad du skal gøre, hvis du ikke bliver optaget. Jeg studerede Idræt og Sundhed samtidig med at jeg søgte ind på uddannelsen, for så havde jeg noget at falde tilbage på, hvis det nu aldrig lykkedes for mig.
– Under praktikperioderne er der god mulighed for at have et lille bi-job ved siden af. Jeg vil selvfølgelig anbefale, at du fokuserer på uddannelsen, men hvis det kribler i fingrene for også at komme væk fra manden/konen i døgnets resterende timer, så kan det sagtens lade sig gøre.
– Der er mange fremtidsmuligheder når du er færdiguddannet ambulancebehandler. Du kan uddannet dig videre til paramediciner og senere A-PM eller lægeassistent. Du kan tage 1-2 år og arbejde i udlandet (USA, England, Norge etc.). Bliv udsendt med NGO’er som medic eller måske blive underviser på Unord/Rybners, så du kan sikre fremtidens reddere!
Jeg hedder Alexander, er 26 år og bosat i Odense. Jeg har været ansat i HB siden juli 2019 som Beredskabselev, men startede i august 2020 på ambulancebehandleruddannelsen som elev.
Når jeg ikke er dybt begravet i farmakologi- og anatomibøgerne, så prøver jeg at dyrke en masse motion. Det skifter lidt mellem styrketræning, løb og triathlon.
Jeg er et februar-barn og er en af de efterhånden få, der ELSKER sne. Jeg har været på skiferie i mange år af mit liv og ville ønske der fast lå 5-6 meter sne overalt i Danmark.
Nej, jeg har ikke altid ville være ambulanceredder
Jeg håber ikke, at det kom som et chok for dig, men man behøver ikke vide, at man vil være brandmand, politi, astronaut eller læge som 2 årig. For mit vedkommende fandt jeg ud af det ret sent.
Hele min interesse for førstehjælp startede egentlig så småt efter gymnasiet, hvor jeg var værnepligtig ved Gardehusarerne i Slagelse. Vi havde haft et udvidet førstehjælpskursus, hvor jeg desværre ikke udmærkede mig særlig godt. Det var trodsalt stadig spændende og utrolig givende.
Hvilket bringer mig videre til min første backpacker tur til Australien og New Zealand, hvor jeg havde taget en lille førstehjælpstaske med så jeg var beredt på lidt af hvert.
Da jeg kom hjem 2 måneder senere i foråret 2016, blev min førstehjælpsinteresse vakt endnu mere til live. Min kæreste er heldigvis også førstehjælpsinteresseret og sammen meldte vi os ind i Røde Kors og blev samaritter. Det var for alvor efter Roskilde 2017, hvor jeg havde været samariterelev, at jeg begyndte at tænke præhospitalt og i de gule baner.
Nu sidder jeg her på 2. skoleperiode, et halvt år inde i behandleruddannelsen og er sulten på mere. Mere ambulance, mere præhospitalt arbejde, flere mennesker.
Vejen til optagelsesprøverne er nørklet
Da jeg kom hjem fra New Zealand skulle jeg have et arbejde og da jeg stadig boede hjemme ved de gamle, søgte jeg en umotiveret vikarstilling på folkeskolen lige på den anden side af vejen – nemlig min egen gamle folkeskole.
Jeg springer frem til august 2017. Her søgte jeg ind for første gang hos Ambulance Syd. Rimelig grøn og vidste ikke rigtig hvad uddannelsen og jobbet bød på. Den gang blev man stadig uddannet ambulanceassistent. Jeg kom videre til optagelsesprøverne og bestod, men blev desværre valgt fra.
Timerne gik som (forhåbentligt) yndlingsvikaren. Hvis nogen af jer læsere er (eller har været vikarer) ved I også godt, at det er nemt at blive yndlingsvikaren så længe man spiller rundbold, stikbold eller ser film. 😉
Sideløbende med vikarjobbet fik jeg en mindre identitetskrise. Jeg kunne jo ikke være vikar resten af mit liv og tænk nu hvis jeg ikke kom ind som redder. Hvad fanden skulle jeg så? Jeg har altid været glad for kroppen og elskede at arbejde med mennesker, så det har længe været fysioterapeut, at jeg ville være. Men nu fandt jeg også undervisning sjovt. Derfor søgte jeg ind på Idræt og Sundhed på SDU for at lave noget produktivt SAMTIDIG med, at jeg søgte ind som redder. For hvis jeg aldrig nåede at blive optaget, jamen så kunne jeg blive idrætslærer på en efterskole eller et gymnasie.
Der gik dog ikke mere end ét semester før jeg måtte tage en beslutning. Idræts-studiet var fedt, men hårdt. Vi var i skole fra kl 8-18 nærmest hver dag med skiftende forelæsninger, fysisk aktivitet og hjem til 100 siders ’lektier’ til næste dag. Det var ikke rigtig noget for mig. Så jeg valgte at stoppe og gå hårdnakket efter at komme ind som redder.
Jeg vendte tilbage til vikarjobbet på min folkeskole. Det var et arbejde med mennesker som jeg følte gav mening og som jeg kunne bruge til noget. Jeg supplerede løbende mine kompetencer og mit CV (af interesse vel og mærket) med kurser som sygetransport-redder og livredder samt et halvårligt job som ufaglært i hjemmeplejen.
Da HB så endelig ringede en torsdag eftermiddag i maj 2019 og sagde, at jeg skulle starte den 1. juli, faldt der en tung sten fra mine skuldre. Euforien blomstrede, for jeg var kommet ind i Hovedstadens Beredskab. Beredskabet i Danmarks største by – det synes jeg var ret badass.
Et halvt år inde i behandleruddannelsen
Jeg startede sågar på Danmarks første hold beredskabselever. Jeg vidste godt, at det ikke var en ren ambulanceelev stilling, som jeg havde søgt. Vi skulle først uddannes som brandmænd og arbejde som brandmænd i 1 år før vi kunne starte på behandleruddannelsen. Men det gjorde mig ikke noget – jeg var kommet ind og fik brandmandsuddannelsen med i bagagen. Sammenlagt ville det tage mig 5 år at blive færdiguddannet ambulancebehandler, men det er jo tilsvarende tiden på en kandidatuddannelse på universitetet.
Nu sidder jeg her, på 2. skoleperiode et halvt år inde i behandleruddannelsen og er sulten på mere. Mere ambulance, mere præhospitalt arbejde, flere mennesker. Jeg glæder mig til at blive dygtig til mit arbejde.
Ved siden af uddannelsen er jeg stadig aktiv samarit i Røde Kors. Her får jeg stillet mine undervisningsabstinenser lokalt i afdelingen i Odense og som samariterinstruktør.
Når jeg ikke læser tunge bøger på skolen, går til samarit, laver Instagram og Snapchat-takeovers for Redderklar, sidder jeg som vikar på vagtcentralen ved Beredskab Fyn for at få noget mere erfaring. Det hele er et led i en større plan om at blive dygtig og kompetent til mit arbejde, få et større netværk og vigtigst af alt – hjælpe en masse mennesker.
Mange muligheder i fremtiden
Når man er uddannet ambulancebehandler, er der flere veje man kan gå. Jeg tror, at jeg har fundet den vej, som jeg vil.
Man kan videreuddanne sig til paramediciner, du kan flytte til udlandet i x antal år og få nogle andre erfaringer, du kan blive udsendt som Medic eller ”Præhospital Specialist” via forskellige firmaer og NGO’er.
Eller du kan gøre som jeg har planer om – at blive underviser. Jeg elsker at undervise og lære fra mig. Jeg ønsker på sigt at være med til at give al den erfaring jeg får videre, til jer kommende ambulancebehandlere, så I kan blive de dygtigste og bedste udgaver af alle de gamle garvede reddere.
Tak fordi du læste med så langt!
Jeg håber, at vi mødes på skolen en dag (med dig som elev selvfølgelig!).
Hvem er jeg?
Alexander, redderelev hos Hovedstadens Beredskab
