Tre år på ambulancebehandleruddannelsen er nu gået og hvor er der sket lidt, men samtidig utrolig meget det sidste års tid! I dette blogindlæg skriver jeg om perioden fra efter 5. skoleperiode til og med 7. skoleperiode. Dvs det første år, hvor man kører som 2. mand. Det er samtidig året, hvor man skal til den store sundhed- og sygdomslære eksamen og hvor man skal skrive projektopgaven.
Tiden flyver og som jeg nærmer mig målstregen til februar 2024, er det svært ikke at reflektere over den utrolige rejse, jeg har været på. Jeg håber, at I vil tage tid til at tage del i mine erfaringer, udfordringer og sejre som ambulancebehandlerelev.
Store begivenheder på hjemmefronten
Sideløbende med uddannelsen og arbejdet er jeg flyttet fra Odense til København og for en som elsker Odense og gerne ville blive boende, hvis det var muligt, så har man lige skulle vænne sig til at bo 160km væk fra sin familie. Nu besøger man ikke lige sin familie et par timer en spontan tirsdag aften. Nu er det blevet et weekendprojekt som skal planlægges.
Samtidig er jeg blevet far til en dreng som nu er snart 1,5 år gammel. Det er endnu en stor omvæltning man har skulle indstille sig til + alt hvad der følger med. Det er fedt at være far, det er hårdt og der er meget planlægning.
Du kan læse mere om det at have eller få familie under uddannelsen i et separat blogindlæg.
Med et barn følger, for nogen, barsel. Jeg holdte 4 måneders barsel fra vores dreng var 6-10 måneder. Det sætter naturligvis en tilbage på uddannelsen og jeg har måtte rykke en klasse ned, hvilket har været helt fair.
Den første måned på barsel var nem, for der var min kæreste, dreng og jeg ude at rejse. De resterende 3 måneder har været hårde. Dagene er trivielle, man savner sine kollegaer og arbejdet. Man har ansvaret for en lille klump kød 🙂 og så har jeg personligt svært ved, at være en hel dag i vores lejlighed. Jeg har haft behov for at blive stimuleret.
At mestre presset
Det tredje år startede med, at blive godkendt som 2. mand og det var med spænding, gå-på-mod og nervøsitet. Jeg kunne mærke, at mine færdigheder var blevet skærpet gennem de første 2 år, men samtidig begyndte jeg også at forstå, hvor komplekst og uforudsigeligt arbejdet som ambulancebehandler kan være. Jeg følte mig klar til at blive 2. mand og der blev ligeledes lagt et pres på en fra sine kollegaer. Nu fungerede man som assistent og det betød, at man skulle kunne tage nogle beslutninger og hvilede mere i rollen.
Der kommer nogle milepæle i ens uddannelse, hvor man får nogle aha-oplevelser og hvor ting bare connecter oppe i hjernen. Efter nogle måneder som 2. mand giver alt bare mere mening og rutinen begynder at falde på plads. Man hviler i sig selv, sin patienttilgang, sine huskeremser og alt derimellem.
Jeg blev konstant udfordret på at træffe beslutninger, prioritere opgaver og samarbejde under pres. Men netop dette pres hjalp mig med at vokse som menneske og professionelt.
Som elev lærer man hurtigt, at nøglen til at blive en dygtig ambulancebehandler er erfaring, forståelse og empati. At kunne forstå og forbinde med patienter i deres mest skrøbelige øjeblikke er ikke kun en opgave, det er en kunst.
Mere teori, mere viden, flere frustrationer
Den førstkommende skoleperiode man skal på som 2. mand er 6. skoleperiode. Det er her man skal til sundheds- og sygdomslære eksamen, som mange frygter. Man kan komme op i hele pensum i anatomi, fysiologi og sygdomslære. Det er 2 faglige bøger på ca 1200 sider. Hvordan fanden griber man det lige an… Jeg fandt en måde som var god for mig og begyndte at læse op til eksamen 2-3 måneder i forvejen.
Emne efter emne fyldte jeg hovedet med teori og viden og langsomt, lidt efter lidt, begyndte tingene at sidde fast og hænge sammen.
Det hele kulminerede i en god eksamen og hele min klasse bestod. Det er der vidst ikke andre klasser i Hillerød, der har gjort før. Flere klasser har sidenhen gjort det.
Eksamen er den velforberedte elevs fest
Eksamen er den velforberedte elevs fest… jeg brækker mig. Gør du også? I gymnasiet hadede jeg når min samfundsfagslærer sagde den sætning. Men det er jo rigtigt nok… Siger jeg her godt 10 år senere.
Efter 6. skoleperiode kommer en 7 måneders praktikperiode – den længste på uddannelsen. Midt i den skal man skrive en projektopgave sammen med 1-2 andre fra klassen. Pga tidligere nævnte barsel, var det samtidig her, at jeg skulle skifte klasse fra BEH05 til BEH06 på Unord. Jeg kendte heldigvis klassen fra et fælles grundforløb og halvdelen af dem har jeg boet på skolehjem med.
Klassen havde allerede valgt grupper på forhånd og den gruppe jeg kom ind i valgte, at undersøge om der var et behov hos redderne i Danmark om, at have adgang til borgernes sundhedsdata på vej ud til patienterne.
Projektopgaven på skolen er den ”akademiske del” på uddannelsen og det er ikke for alle. Jeg kan godt lide at fordybe mig i ting, men gud hvor er det også langtrukkent at indsamle empiri, artikler, lave spørgeskema og alt sådan noget, så det hele er klar til at man i 7 dage, kan skrive sin opgave.
Jeg synes selv vi fik skrevet en god opgave og det var sjovt at prøve sin akademiske side af, men så var det også det. Det var ikke svært, men kan være en udfordring for folk der måske ikke har gået i gymnasiet.
Næste stop: Svendeprøven
Afslutningen nærmer sig og som jeg ser tilbage på uddannelsen er jeg fyldt med taknemmelighed for de oplevelser, jeg har haft, og de mennesker jeg har mødt. Som ambulancebehandlerelev har jeg lært, at det er så meget mere end bare et arbejde. Jeg håber du som læser en dag er enig.
Snart træder jeg ydmygt ud på den anden side af elevrollen som en fuldt ud kvalificeret ambulancebehandler og jeg er spændt på den opgave jeg går i møde. Jeg ved, at jeg vil tage mine erfaringer med videre og forhåbentlig kunne give det hele videre til de kommende ambulancebehandlerelever.
Hvem er jeg?
Alexander, redderelev i Akutberedskabet (tidl. HBR)
