Sygeplejestud. anno 2014 vs. redderelev anno 2017
I 2014 startede jeg på sygeplejerskeuddannelsen i Århus. Jeg vidste, at jeg gerne ville arbejde med mennesker, jeg var fascineret af sundhedsvæsnet og selvom drømmen måske egentlig var at blive læge, så havde jeg hverken de rigtige fag, karakterer eller motivationen til at gennemføre så bogligt et studie. Det mest nærliggende var derfor at læse til sygeplejerske…
Sygeplejefaget er også et spændende fag. Man lærer meget om kroppens anatomi og fysiologi og har mulighed for at blive stærkt specialiseret indenfor et område, som interesserer én. Desuden er mulighederne for videreuddannelse uendelige mange. Jeg befandt mig bare ikke godt i den position, som man har på sygehuset. Det var især i de praktikperioder, der var indlagt i uddannelsen, hvor jeg blev bekræftet i, at det ikke var det, jeg skulle med mit liv. Der er ingen tvivl om, at sygeplejerskerne gør en kæmpe forskel for patienterne på sygehuset. De sørger for et trygt og godt behandlingsforløb, de er omsorgsfulde, empatiske og skal favne bredt, når der både skal tages højde for sygdom, basale behov, pårørende og et sikkert patientforløb – og dokumentation og egne behov ikke at forglemme. Alligevel var det som om, jeg manglede noget. Jeg manglede noget ansvar, selvstændighed og behandlingsfrihed. Det kan være en meget upopulær holdning, men det var nu engang sådan jeg havde det.
Lige nu er jeg igen i sygehuspraktik, men denne gang i forbindelse med redderuddannelsen. Og her er jeg endnu engang blevet bekræftet i, at min fremtid ikke ligger indenfor sygehusets vægge. Ærligt talt havde jeg frygtet lidt at komme tilbage på sygehuset. Hvad nu, hvis jeg savnede det? Hvad nu, hvis det var den forkerte beslutning, jeg tog, dengang jeg droppede ud? Jeg var på ingen måde afklaret, da jeg valgte sygeplejestudiet fra. Jeg var ikke engang afklaret med, at det var ambulanceredder, jeg ville i stedet. Jeg kunne bare mærke med mig selv, at jeg ikke rigtigt følte mig tilpas i rollen som sygeplejerske, så jeg famlede mig lidt frem. Jeg jagtede en ukendt følelse af, at det jeg lavede, var rigtigt. Uden overhovedet at vide, om det var en følelse, jeg nogensinde ville få?!
“Jeg har af og til tænkt på, hvordan min verden ville se ud, hvis jeg sad og skrev bachelor lige nu i stedet for at forberede mig på min assistentopgave.”
Året blev 2015 og jeg droppede ud af sygeplejestudiet i april og i december startede jeg på redderuddannelsen. Det betød 7 måneders ventetid med usikkerhed og frustration, om det nu var det rigtige, jeg havde gang i. Mange spurgte ind til mine valg, og jeg følte, at jeg gang på gang skulle forsvare det, jeg havde gang i – samtidig med, at jeg skulle forsvare det overfor mig selv. Og det er virkelig ikke nemt, for en struktureret og ambitiøs person, som mig, at sætte mig selv i en så ustruktureret og usikker position!
Alligevel blev jeg ret hurtigt bidt af redderfaget. Heldigvis! Det er svært for mig at sige, hvad der specifikt gør det mere ”mig”. Jeg kan godt lide, at jeg kommer ud i folks hjem. Jeg får et helt andet indtryk af patienterne og deres problem, når man f.eks. ser, hvor og hvordan de bor. Jeg føler en helt anden form for sympati for patienterne. På sygehuset er det muligt at få et mere objektivt billede af patientens tilstand, fordi man ikke ser omgivelserne. I ambulancen får man det hele med og der er også stor øvelse i at se objektivt på ens arbejde. Jeg kan godt lide, at jeg møder patienterne på deres niveau; det er dem, der er på hjemmebane. Selvom jeg er iført uniform og på den måde udviser autoritet og professionalisme, møder jeg stadig patienterne på deres vilkår. På sygehuset er de på udebane og det er ikke et sjældent syn, at patienter oplever at blive mere syge af at komme på sygehuset. Ikke i fysiologisk forstand, men de føler sig mere syge. Jeg kan også godt lide selvstændigheden i arbejdet. Der er min makker og mig, som skal agere på det, vi ser. Vi kan altid få assistance fra en læge eller et andet beredskab, enten fysisk eller telefonisk, hvis det skulle blive nødvendigt. Men som udgangspunkt står vi der alene til at vurdere og behandle. Behandlingsmulighederne er væsentligt færre end på sygehuset, men det betyder også, at man skal tænke kreativt og hurtigt. Desuden vil det altid være ambulanceredderne, der opstarter et patientforløb. Det er os, der er med til at sørge for, at patienter og pårørende er trygge ved det, der sker. Uanset om det er et barn, der har skåret sig i fingeren, en mand, der har fået en blodprop i hovedet eller en kvinde, der er faldet og brækket sin hofte. Vi skal sørge for, at deres patientforløb starter ud med mest mulig tryghed og omsorg.
Det er jo heldigvis forskelligt, hvad man lægger vægt på i sit arbejdsliv. Jeg kunne for så vidt ligeså vel være endt som sygeplejerske. Hvis jeg ikke var blevet præsenteret for redderuddannelsen, under en af mine praktikker på sygeplejestudet, var jeg med stor sandsynlighed ikke droppet ud. Jeg er trods alt sådan opdraget, at jeg ikke tager en beslutning uden at have lagt en anden plan. Tænk engang, hvis jeg var fortsat på vejen mod at blive sygeplejerske? Jeg har af og til tænkt på, hvordan min verden ville se ud, hvis jeg sad og skrev bachelor lige nu i stedet for at forberede mig på min assistentopgave. Den dag i dag er jeg glad for, at jeg valgte, som jeg gjorde. Uanset hvor stort et sats, det var for mig dengang, er jeg glad for det i dag – og det var helt sikkert alle frustrationerne værd. Det er jo nemt at sige nu. Men i dag har jeg følelsen af, at jeg befinder mig på rette hylde – og mon ikke det samme gælder, når jeg om nogle år kan kalde mig for paramediciner?
Hvem er jeg:
Redderelev hos Falck i Randers
Læs mere om (og fra) mig
