En af de ting, man skal være god til, når man kører ambulance, er at møde alle folk på samme måde. Man ser virkelig alle samfundets lag, når man kommer rundt til folk; Den hjemløse. Ham, der aldrig har gjort rent og bor i sit eget affald samlet sammen gennem flere år. Den pæne dame, med det, der ligner et perfekt liv, men som har et massivt alkoholmisbrug. Og en masse andre.
Men fælles for langt de fleste er, at rigtig mange danskere ikke helt reelt ved, hvad det vil sige at køre ambulance… Men der er til gengæld rigtig mange meninger om det. Jeg har mødt folk, der troede, vi er uddannet læger eller sygeplejersker. Eller dem, der tror, at vi bare er chauffører og er helt uforstående overfor alle de spørgsmål, vi kan finde på at stille i stedet for bare at transportere dem til sygehuset. “Hvorfor kører vi ikke?”. Nogen har stor, stor respekt for vores arbejde og har måske en idé om, at vi på daglig basis ser død og ødelæggelse. I så fald forstår jeg godt, at det kan virke som et frygtindskydende job! Det er ofte de samme patienter, der undskylder, at vi spilder vores kostbare tid på deres bagateller. Og så er der de patienter, der forventer, at vi kun er der for dem og helst bærer dem ned i guldstol og spreder rosenblade for deres fødder.
Sidstnævnte kan godt få mig til at skære tænder. Bare en lille smule. Jeg har en lille teori om, at den type patienter ofte er dem, der kører en del med os. Jo mere, vi kører med folk, des mindre respekt har man. For vi har mange gengangere. Og der er blandt andre en, jeg har kørt med nogle gange. En mand, som hverken kan gå eller stå og bor på 1. sal. Og når jeg siger, at han hverken kan gå eller stå, så mener jeg, at han ikke vil… En ellers sød, rar og kæk herre på 120 kg. Selvfølgelig skal vi gøre det bedst og nemmest for en patient, når de skal på sygehuset. Men der må også være grænser og jeg er af den holdning, at patienten selv skal gøre, hvad der er muligt. Ikke udelukkende for at gøre livet nemmere for os (jeg vil trods alt gerne være i stand til at arbejde mange år endnu), men der er ingen grund til at sygeliggøre sig selv mere end højest nødvendigt. Og det er der altså nogen, der gør!
Ikke altid en løsning, der tilgodeser vores ergonomi til det ypperste, men vi finder en løsning.
En af de første gange, jeg var ude at køre med førnævnte patient, sad han i kørestol. Han rejste sig selv op, vendte rundt og satte sig på båren, som stod lige ved siden af ham. Selvom man ikke kan gå, er det i mine øjne den mest hensigtsmæssige forflytning, fordi patienten også selv er herre over, hvad der sker hvornår. Patienten er selv i kontrol.
Det er ved at være et halvt års tid siden. Senest, jeg var ude ved ham, nægtede han at stå på sine ben. Og inden I falder ned at stolen, I sidder på af forargelse over min tilsyneladende manglende empati, så spørger jeg, hvordan han til dagligt kommer til og fra sin kørestol fra sengen. Det er meget relevant at vide, hvordan han normalvis kommer rundt – for evt. at kunne anvende nogle hjælpemidler, han kender og for at bruge hans naturlige bevægemønster. Dertil svarer han, at han rejser sig op og vender sig. Men da jeg så foreslår, at vi kunne gøre det samme denne gang, hvor han skal fra sin kørestol til vores trappetjener, var svaret prompte ”nej”. Og her bliver jeg temmelig uforstående!
Der er så meget snak om redderes fysiske formåen – vi skal bestå en fysisk test, arbejde i et hårdt fysisk miljø og finde os i mange uhensigtsmæssige løft. Når vi kommer ud til en patient på 100+ kg, der har fået hjertestop og faldet ned bag sin seng og efterlader os 70 cm at arbejde på (hvor vores udstyr vel at mærke også skal være), så finder vi en løsning. Ikke altid en løsning, der tilgodeser vores ergonomi til det ypperste, men vi finder en løsning.
Desuden lærer vi rigtig meget om forflytninger på skolen, hvad der tilgodeser os selv og hvad der tilgodeser patienterne. Hvilke muligheder, vi har og hvilke hjælpemidler, vi har til rådighed. Kreativiteten sætter ingen grænser. (Jeg skal for øvrigt fremlægge om forflytninger som en del af vores repetition til svendeprøven. Stay tuned.)
Men i de tilfælde, hvor jeg VED, at patienten KAN SELV, så bliver jeg også lidt små-stædig, for hvorfor skal jeg udsætte mig selv for endnu et uhensigtsmæssigt løft, fordi de IKKE GIDER? Dem er der jo riiiigeligt af i forvejen. Ikke mindst, fordi jeg stadig kører med de gode gamle, manuelle bårer (y) De fleste regioner har efterhånden elektriske bårer. Ovennævnte er kune et eksempel – der findes mange patienter, som vil foretrække, at vi bærer dem, fremfor de selv skal gøre arbejdet. Til trods for, at de selv kan. Og jeg vil endda vove den påstand, at der findes patienter, der er langt værre! Selvfølgelig er det ofte forbundet med utryghed og frygt for at falde, som det var i det beskrevne tilfælde. Men det er derfor vi er der; til at guide og hjælpe, så det ikke sker. Så er der andre patienter, som mener, at det er en del af vores job at bære dem… De patienter vil jeg slet ikke komme ind på!
Og så alene det faktum, at mange af denne type patienter bor på 1. sal eller højere… Burde der ikke laves en lov, der bestemte, at personer, der ikke kan (vil) gå/stå uden hjælp, multisyge eller ældre, der skal til regelmæssige behandlinger på sygehuset ikke må bo højere eller lavere end stueplan? Ingen trapper, tak. Vi har nogle formidable hjælpemidler i form af en trappetjener, der kan køre op og ned ad trapper. Og vi klapper i vores hænder over den maskine, hver gang vi kommer ud til en ukontaktbar patient, der skal nedad nogle trapper. Men den har også begrænsninger! Den kører ikke lige godt på alle trappetyper, patienter kan også blive for store/brede til at sidde på den og så er det tæt på umuligt at køre på trapper, der runder…
Så indtil der findes droner, som kan flyve folk ud ad vinduerne, så synes jeg, en sådan lov på det kraftigste skal overvejes 😀
Hvis jeg kunne vælge, vil jeg hellere bruge en 30 minutters køretur til hospitalet på at fortælle en patient, at han/hun på ingen måde er til gene og at vi hellere end gerne kører med dem. Berolige dem med, at der er andre beredskaber, der dække området i tilfælde af akut behov og at det for øvrigt har været en rolig dag/aften/nat, så der er ikke umiddelbart udsigt til katastrofer. Selvom det også kan være svært at køre med sådan nogle patienter, så vil jeg langt hellere respekteres på den måde i forhold til mit arbejde, end at blive hundset rundt med, fordi nogen har betalt sin skat i årevis og nu er i sin fulde ret til at indkræve den – som åbenbart medfører, at jeg skal bære på min del af de 120 kg i et forsøg på at vores patienter skal lave så lidt som muligt…