Det handler om at tro på sig selv. Tro på sine evner. Tro på sin mavefornemmelse. Det gør det i mange forskellige fag og det gør det også i privatlivet.
Som ambulancebehandlerelev kan jeg godt føle et stort pres, da det handler om mennesker og i sidste ende andre menneskers liv. Det er heldigvis sjældent, jeg har oplevet, at der ikke er plads og tid til at tænke sig om – den tid har vi i de fleste tilfælde.
Nogle gange er der bare undtagelser og så skal det gå hurtigt:
– hende med mad galt i halsen
– ham med hjertestop
– barnet der kramper på 10. minut
– ham der er forbrændt på stort set hele kroppen
– dem, hvor diesel er det eneste vi kan bruge, fordi det kun er hospitalet, der kan redde dem
Min største frygt er at skulle håndtere luftvejene ved mit første hjertestop
Mit første hjertestop
Der skulle gå næsten 2 år, før jeg oplevede mit første hjertestop.
Med 3 mand på bilen var vi godt rustet. Min ene makker påtog sig ansvaret for at komprimere (trykke i brystet), min anden makker (min mentor) påtog sig ansvaret for at trække medicin op og tage teamlederrollen. Det lod mig stå tilbage med ansvaret for ventilationen – altså indblæsningerne.
Og er der noget, jeg altid har frygtet, så er det ventilationen. For tænk nu, hvis jeg ikke får luft i patienten? Tænk hvis jeg ikke får tilsluttet masken godt nok rundt om mund og næse? Tænk hvis jeg ikke får taget hovedet langt nok tilbage eller kæben nok løftet til, at der kan komme luft ned i lungerne?
Vi kommer frem, min ene makker tager over for hjemmeplejen, der er i fuld gang med at trykke vores patient i brystkassen. Jeg får tændt vores defibrillator og sat stødpads på patientens bryst, ladt op til 120 Joule og kigger på defibrillatorens skærm – der er ”flat line”, altså ingenting at støde på, så jeg beder min makker om at trykke videre i brystet. Imens får jeg hevet ventilationsudstyret frem og åbnet for ilten. Og så er sandhedens time kommet – jeg giver de obligatoriske 2 indblæsningsforsøg og jeg får luft i patienten!
Akutlægen kommer
Akutlægebilen lander efter ca. 8 minutter. Som regel overtager akutlægen ventilationen og luftvejene, da de er verdensmestre i det. Men denne her akutlæge kommer ind, får en hurtig overlevering af min mentor, der er teamleder, hvorefter hun siger: ”Jeg kan se, at du får rigtig god luft i patienten, godt arbejde. Hvad kan jeg gøre for jer?”.
Det var et kæmpe skulderklap. Ikke kun til mig, men til hele teamet, da hun kan se, at vi virkelig mestrer vores fag i denne situation og virkelig respekterer vores arbejde.
Vi arbejder i længere tid, men der kommer desværre ikke en stødbar rytme, selv efter vi har givet medicin, så akutlægen vælger, at vi indstiller behandlingen – altså stopper.
Jeg havde en snak med akutlægen efterfølgende i forhold til mine tanker om ikke at få luft i patienten. Hun var supergod og fortalte mig, at sådan skulle jeg slet ikke have det. Sådan ville det være nogle gange og det vigtigste var jo, at vi prøvede med det udstyr, som vi har til rådighed, inden de som akutlægebil kommer frem.
Vi har tre muligheder i ambulancen: et plastikrør til at komme i næsen (NPA), en tungeholder så tungen ikke falder tilbage (OPA), og som paramediciner kan man også lægge et ”larynxmaske” ned i patientens hals for at skabe frie luftveje.
Akutlægen kan intubere patienten og dermed skabe en sikker luftvej. Vi arbejder altså med to udtryk; en sikker luftvej og en fri luftvej. Den sikre luftvej er kun ved intubering og akutlægen, der kan det. Den frie luftvej kan vi lave med enten at lægge patientens hoved tilbage, lave det der hedder et kæbeløft, NPA, OPA og som paramediciner larynxmasken.
Hospitalspraktikkerne kan altså bare noget – også selvom det ikke er de sædvanlige akutte situationer, jeg plejer at stå i
Om aften fik jeg en besked fra min mentor, der gav mig meget flotte og rosende ord med på vejen. Det er lige præcis sådan en besked efterfølgende, der giver mig et ekstra boost – og de beskeder er han god til at give mig i mange situationer, hvor han kan mærke, at jeg har været lidt usikker, selvom der ikke har været grund til det. Det giver mig nemlig en fornemmelse af, at der faktisk sidder en anden person med så meget erfaring, der alligevel efterrationaliserer og giver sig tid og lyst til at komme med feedback, selv når vagten er slut – og så må der jo være noget om det.
Hospitalspraktik i anæstesien
Da jeg var i hospitalspraktik på operationsgangen, fulgte jeg en anæstesisygeplejerske i en uge. Der fik jeg virkelig lov til at ventilere patienter. Det gav mig et kæmpe skub og jeg voksede nærmest ti meter af det. Det har virkelig haft en kæmpe indflydelse på, at jeg kunne håndtere luftvejene på vores patient med hjertestop. Det er nemlig meget sjældent, at man står i de situationer, hvor man skal ventilere nogen. Vi kan kun øve os på dukker, og de er altid nemme at få luft i. Det er bare ikke lige alle mennesker, der er lige nemme at få luft i og det ved man ikke, før man står i situationen.
Hvad har jeg lært af denne tur?
På vej derud og lige inden, vi trådte ind hos patienten, var jeg hunderæd. Frygten for at fejle fulgte mig helt til dørtrinnet. Men da jeg sad i situationen, tænkte jeg ikke – jeg gjorde bare, det jeg skulle. Idét jeg sætter mig på knæ ved hans hoved, havde jeg faktisk ikke længere nogen frygt for, at jeg pludselig ville fejle. Alt det jeg har trænet på dukker, alt det jeg har taget med mig fra anæstesien – det slog til, lige der, på gulvet i en lejlighed et sted på Vestegnen. Der var ingen frygt, der var kun min faglige stolthed og min ”selvfølgelig kan jeg det” – og det ku’ jeg, og det kan jeg også igen næste gang.