Der har været ret stille på bloggen den sidste tid. Jeg er blevet færdig som assistent og mildest talt arbejdet r*ven ud af bukserne. Har i gennemsnit lagt med en arbejdstid på 50 timer om ugen… Og jeg elsker det! Min beståede assistenteksamen har betydet, at jeg har kunnet begynde at køre som andenmand, hvor vi ellers har kørt tre på ambulancen. Og det er altså en smule akavet at køre tre sammen. I starten er det fint, for man har brug for at have nogen at støtte sig op ad. Men under en uddannelse har man hele tiden brug for at blive udfordret for at kunne lære – og jeg løb ind i et par måneder, hvor jeg ikke følte mig udfordret ret meget. Vi var et par hænder for meget og der var ikke rigtigt nogen, der vidste, hvilken plads, man havde. Det betød, at jeg i flere situationer trak mig, for jeg hader følelsen af at gå i vejen, hvilket jeg følte, at jeg gjorde det meste af tiden. Men at jeg trak mig medførte også, at jeg ikke følte, at jeg lærte ret meget og det er ikke specielt hensigtsmæssigt, når jeg er elev.
Det hele ændrede sig dog efter min eksamen. Efter de fem kørselsdage får man lov til at skifte de hvide elev-mærker ud med grønne assistent-mærker på jakken og man må herefter køre som fuldgyldig assistent. Og det er fedt! Jeg oplevede igen at lære en masse og engagere mig meget mere i arbejdet. Ikke fordi der er den store forskel som sådan – det er de samme ting, der skal gøres, men man har bare lidt mere betydning, når man kun er to på bilen. Og så har man liiiidt mere travlt med de kritiske patienter, fordi man netop kun er to… Jeg lærer meget mere, fordi jeg skal tænke mere selv – og så laver man bare en masse fejl og må lære tingene på den hårde måde. Men hellere det end slet ikke at lære noget!
der er stor forskel på, hvordan tingene skal gøres på skolen og hvordan det gøres i ambulancen.
Siden sidst har jeg endog også afsluttet 8. skoleperiode. Jeg bilder mig ind, at den skoleperiode kun er til for, at man ikke skal blive helt rusten som elev op til svendeprøven. For man lærer som sådan ikke noget nyt. Det meste er repetition og så øver man en masse frigøring og udtagninger fra biler og lastbiler. Måske har I også fulgt lidt med på Snapchat, hvor jeg har postet billeder og videoer fra det, vi har gået og lavet? Undervisningen har dog været målrettet en del mere mod svendeprøven og er noget mere praktisk end tidligere, hvor fokus har lagt på assistenteksamen, som nu er et overstået kapitel. Og så er der studieturen, som også kommer på 8. skoleperiode… Men den kræver næsten et blogindlæg for sig 😉
Og når jeg siger rusten, så mener jeg selvfølgelig ikke, at man glemmer sine ting, når man er i praktik. Jeg lærer rigtig meget i praktikken! Men der er stor forskel på, hvordan tingene skal gøres på skolen og hvordan det gøres i ambulancen. Selv i de praktiske øvelser på skolen, er det meget mere teoretisk end i virkeligheden. På skolen lærer vi teori, symptomer og får nogle rammer og algoritmer, vi kan arbejde ud fra. I praktikken får vi erfaringen og får lov at se en masse forskellige patienter. Og ingen patienter er helt ens; ikke engang deres symptomer. Derfor er vekselvirkningen mellem skole og praktik i princippet helt genial.
Nu er jeg tilbage i praktik – endnu en lang praktik på godt 4 måneder. Og det næste hedder sig 9. og sidste skoleperiode, hvor vi også går til svendeprøve. Det har medført sig en underlig form for panikangst og svedige håndflader for mit vedkommende. Ja, allerede! Jeg har aldrig været god til at præstere ved eksaminer og lider af en slem form for præstationsangst, så snart fokus bliver tunet ind på mig. I dagligdagen synes jeg, at jeg har fint styr på mit stof, men så snart nogen stiller mig et spørgsmål i en eksamenssammenhæng, kan jeg enddog komme til at tvivle på mit eget navn. Det samme gælder faktisk, hvis vi sidder i en mindre forsamling på stationen og nogen stiller mig et teoretisk spørgsmål. Assistenteksamen var slem nok, synes jeg, og den var kun mundtlig… Den værste nervøsitet kom også først tre uger inden eksamen. Det er ikke kønt! Svendeprøven er tre-delt med en skriftlig, praktisk og mundtlig eksamen. Der skal altså præsteres henover flere dage og det er ikke kun teorien, der er i fokus. Fordelen ved teori-eksaminer er, at der er et facit. Der er ikke ret meget, der kan diskuteres og enten ved man det, eller også ved man det ikke. Det praktiske er meget mere flydende. En forflytning er ikke bare en forflytning. Der er rigtig mange måder, man kan gøre tingene på og et er ikke mere forkert end andet. Så længe man kan argumentere for den måde, man vælger at gøre det på og så længe, man har det grundlæggende – f.eks. ergonomi og patientens sikkerhed – i orden. Så de næste måneder skal jeg i gang med at argumentere for de valg, jeg tager, når vi kører med patienter. Der skal hele tiden være en tanke bag det, vi gør. For tiden indtil nu er fløjet afsted! Og inden jeg når at se mig om, så står jeg og skal til svendeprøve i morgen og næste øjeblik står jeg ude i voksenverdenen med et voksen-job. Og det, synes jeg, er skræmmende og mega-fedt på samme tid… Om jeg glæder mig til at komme af med elev-prædikatet? JA! Om jeg føler mig klar til at stå på egne ben? NEJ!