Jeg er færdig med 6. praktikperiode og har sagt farvel til sygehuset i den her omgang. Næste gang jeg skal i sygehuspraktik, bliver i forbindelse med behandleruddannelsen. Yay! I løbet af uddannelsen til ambulanceassistent, kommer man i to sygehuspraktikker á 7 ugers varighed og jeg har netop afsluttet den sidste. Jeg har været omkring en masse spændende og mere specialiserede afdelinger, for at få et indblik i nogle patientgrupper, som vi kan møde i ambulancen, men ikke ser så tit.
Jeg vil kort beskrive min sygehuspraktik, som jeg oplevede den. Hvor jeg var henne og hvad jeg fik med derfra. Der er nogle overordnede mål for praktikperioden, som skal opfyldes – de står i vores uddannelsesjournal – men det er individuelt, hvor man kommer hen og i hvilken rækkefølge, hvad og hvor meget, man får lov til og hvordan tilgangen til redderelever er på det pågældende sygehus. Man kommer nemlig på afdelinger med andre studerende fra andre uddannelser, som der også skal tages højde for. Derfor skal nedenstående læses som min enestående sygehuspraktik:
Uge 1-3: skadestuen og akutmodtagelsen
Min praktikperiode startede med tre uger på skadestuen og i akutmodtagelsen. Når vi henter patienter i ambulancen er det ofte på disse afdelinger, vi afleverer dem. Jeg fik derfor mulighed for at følge patienterne efter deres ankomst til sygehuset. Jeg var med til at modtage patienter, undersøge dem og jeg fulgte bl.a. med ved AMT (akut medicinsk kald) og traumekald, hvor det er mere akut og patienterne er mere kritiske. På skadestuen var der rigtig mange praktiske småopgaver, som jeg var med til; skylle sår, lægge gips osv., som jeg reelt set ikke kan bruge til noget i mit virke som ambulanceredder. Men der kommer de patienter, der nu engang kommer og man får helt sikkert også noget med, selvom det ikke altid er åbenlyst fagrelevant.
Som ambulanceredder synes jeg, det kan være svært at aflevere mere kritiske patienter, fordi der måske har været meget behandling ved afhentning, og det er derfor interessant at vide, hvad der kommer til at ske med patienten. Pga. vores tavshedspligt, må vi ikke vide mere om patienten eller dennes tilstand, efter vi har overdraget patienterne til sygehuspersonalet. Derfor fik jeg rigtig meget ud af at se AMT og traumekald, fordi det også langt hen ad vejen minder om vores arbejdsgang. Bortset lige fra, at arbejdsforholdene er bedre, der er flere hænder og mulighederne er langt flere…
Hvis vi f.eks. henter en patient med kramper eller en diabetiker med for lavt blodsukker, vil de komme på sygehuset som medicinsk kald. Så står der et hold klar med minimum to medicinske læger, en anæstesisygeplejerske og -læge, to skadestuesygeplejersker, en serviceassistent og to bioanalytikere. Patienter, som har været i en form for uheld, hvor en begivenhed har været årsag til mulige skader – f.eks. et trafikuheld eller en faldulykke – kan blive kørt på sygehuset som traumekald, hvis der er indikationer for, at skaderne er voldsomme og kan have konsekvenser for liv og/eller førlighed. Her vil der i stedet stå to kirurgiske læger, en anæstesisygeplejerske og –læge, to skadestuesygeplejersker, en radiograf med et mobilt røntgenapparat til thorax (brystkassen), en serviceassistent og to bioanalytikere. Det varierer fra sygehus til sygehus, hvordan de håndterer de forskellige kald, men fælles er, at der står et helt hold klar til at tage i mod patienten, som hurtigst muligt kan blive undersøgt.
Uge 4: Anæstesiologisk afdeling
I den fjerde uge var jeg i anæstesien. Jeg var en dag på operationsgangen for ortopædkirurgi – nærmere bestemt hoftekirurgi – og en dag på operationsgangen for mammakirurgi. Det var spændende at være med til operationer og klargøring og både læger og sygeplejersker var rigtig gode til at forklare og inddrage mig som studerende i det, der foregik. På operationsgangen lærer man desuden meget om overvågning og ventilering af patienter. Når en patient bliver lagt i generel anæstesi, stopper de også med at trække vejret selv og det er derfor vigtigt, at de får god og effektiv hjælp til vejretrækningen. I ambulancen er det ikke usædvanligt, at vi kommer ud til patienter, som skal ventileres af forskellige årsager og det var derfor rigtig godt at få prøvet, mens ventilationsballonen var koblet til en maskine. Her kunne jeg se hvor meget luft, jeg gav, ilt- og CO2mætning osv., som er vigtige faktorer for effektiv ventilering.
De sidste tre dage var jeg på opvågningen, hvor patienterne kommer ind efter at have været i generel narkose. Jeg fik meget med omkring overvågning og monitorering af patienterne, som var det primære formål på denne afdeling og jeg fik rigtig meget hands-on tid med patienterne.
Uge 5: Fødegangen
Herefter var jeg en uge på fødegangen. Det var lidt noget andet, end hvad jeg ellers har været vant til. Jeg fulgte forskellige jordemødre rundt og var med til at tilse og undersøge de gravide og hjælpe dem hele vejen fra de første veer til de havde født både barn og moderkage. Det var virkelig hyggeligt! Jeg var så heldig at komme på en forholdsvis lille fødegang og i en periode, hvor det ikke væltede ind med fødende, så der var god tid til det hele. Jeg brugte rigtig mange timer på stuerne med parrene, og fulgte med, når veerne tog til og blev mere regelmæssige, når kvinden åbnede sig mere og mere, indtil hun begyndte at mærke pressetrang og barnet kom ud og blev lagt til morens bryst. Jeg har altid været af den holdning, at fødsler ikke er smukke – idéen er smuk, når nyt liv kommer til verden og alt det her… men jeg har måttet æde alle mine ord! Fødsler er gudesmukke!
Hvor jeg på de andre afdelinger var gået til dem på et mere teoretisk plan, var fødegangen var for mig lidt mere teknisk orienteret. Jeg havde sat mig for, at jeg efter ugen var omme, skulle kunne være i stand til at tage i mod et barn præhospitalt. Der er ganske vist nogle langt mere primitive redskaber, vi har i ambulancen, end de har på fødegangen, men principperne er i bund og grund de samme. At få en idé om hvornår der skal presse, hvornår der skal gispes, hvor man kan støtte og hvordan man overvåger barnet bedst muligt. Så fødegangen var for mig rigtig spændende – både fordi de var noget helt andet, end jeg havde set før og samtidig var der en masse ny viden, jeg kunne suge til mig!
Uge 6: Psykiatrisk modtagelse og intensivafsnit
Næstsidste uge blev brugt i psykiatrien. Jeg var på intensiv og modtagelsen, hvor patienterne ofte kommer ind med psykoser, hvor de er allerværst eller under væsentlig forværring og kræver akut- eller semi-akutindlæggelse. Det har været interessant for mig at se nogle patienter, som lider under forskellige diagnoser og hvor medtaget, de kan være. Psykiatrien er en barsk verden! Jeg fik set rigtig meget, men kunne godt have tænkt mig at få nogle flere redskaber med til håndtering af psykoser og kommunikation med den psykotiske. Det er en svær balance, for ingen forløb er ens og indenfor psykiatrien findes der ikke de samme facit, som der gør indenfor fysiologien og den somatiske verden. Og det kan jeg godt have lidt svært ved at forholde mig til… Jeg var desuden med ved et par ECT-behandlinger. Det man i gamle dage kaldte elektro-chok-behandling, hvor man med et lille stød fremkalder et krampeanfald hos patienten, som skulle frigive nogle stoffer i hjernen, som kan hjælpe ved f.eks. svære depressioner. Det lyder voldsommere, end det egentlig er og jeg er faktisk glad for, at jeg fik det med.
Uge 7: Børn og unge akutmodtagelse
Den sidste uge var jeg på børn- og ungemodtagelsen. Det var en rigtig hyggelig uge, jeg havde der! Der er en helt anden stemning omkring børn, når de er syge, end der er med voksne. Der skal ikke kun tages højde for børnene, men i særdeleshed også forældrene – og det er et ekstremt vigtigt aspekt at få med! Børneafdelinger på sygehuset består ikke kun af hvide vægge, men der er farver, bamser, spil og der er generelt rigtig hyggeligt. Jeg har ikke været med til at hente ret mange børn i ambulancen – og det er sjældent, at børnene er rigtigt syge, fordi de er gode til at kompensere for mange fysiologiske udfald. Børn er rigtig hårdføre! Men det har været godt at være der og jeg fik alligevel set en del børn med forskellige typer lungelidelser og vejrtrækningsbesvær, som også var et af de områder, jeg gerne ville se nærmere på.
Overordnet kan man sige, at sygehuspraktikken er med til at give et større indblik i hele det samlede sundhedsvæsen. Man får en fornemmelse af, hvad der sker med patienterne efter vi har afleveret dem – både fordi det er godt for os som ambulancepersonale at vide, men også for, at vi f.eks. kan berolige patienten ved at fortælle, hvad der kommer til at ske og hvad de kan forvente. Det kan i forvejen være rigtig, rigtig overvældende, hvis man f.eks. har været i et trafikuheld, man har vanvittigt ondt et sted og bliver kørt på sygehuset med horn og blink… Her kan vi forberede patienten en smule på, at der vil stå et hold læger og sygeplejersker klar, vi kan fortælle, at de vil tage et røntgenbillede og lave en masse undersøgelser, de vil spørge om mange af de samme ting, som vi allerede har spurgt om i ambulancen og at de med stor sandsynlighed vil køre ham/hende i en scanner bagefter. Så vil det kunne virke mindre overvældende, når patienten kommer ind på sygehuset. Ligeledes vil vi være i stand til at svare på de mest gængse spørgsmål, man vil kunne have om undersøgelser og behandling.
Derudover får vi, som elever, set en masse patientgrupper, som man sjældent møder i ambulancen. Man får talt med sygehuspersonale, som gladelig deler ud af erfaringer og giver input til undersøgelser, vi kan lave præhospitalt, som vil gavne dem på sygehuset. De vil hellere end gerne fortælle, hvilke observationer, de kan have glæde af, når vi afleverer patienter. Helt overordnet har jeg været glad for at være i sygehuspraktik, jeg har fået set rigtig mange patienter og undersøgelser, som vi ikke lige får set i ambulancen. Jeg har fået tips, tricks og gode råd i håndtering og overlevering af patienter. Men 7 uger har også været lang tid og jeg har haft rigtig mange timer, hvor der ikke er sket ret meget… Så jeg er glad for at være tilbage i ambulancen for en kort stund, inden min klasse og jeg skal tilbage på skolebænken.
Hvem er jeg:
Redderelev hos Falck i Randers
Læs mere om (og fra) mig
