Jeg er en pige.
Det er ikke nogen hemmelighed. Kvinde ved jeg ikke rigtigt, om jeg er endnu. En kvinde er én, der har styr på sit liv og alt hvad 
der hører til. Det har jeg ikke endnu, så indtil videre er jeg vist kun en pige. Alligevel er det lykkedes mig at havne i en verden bestående af 90% mænd. Det er måske lidt højt sat, for der er efterhånden mange piger og kvinder indenfor redderverdenen, men der går alligevel lidt tid imellem, at jeg ser andre kønsfæller. Så der er ingen tvivl om, at mændene er i stort overtal. Og det har jeg det egentlig fint med.
Foruden alt den eyecandy, man omgiver sig med til dagligt (ja! Alle tænker det, men ikke alle siger det!), befinder jeg mig personlighedsmæssigt i mange tilfælde bedst i selskab med mænd. For de er bare mere ligetil. Jeg er ikke altid i stand til at gennemskue skjulte agendaer og falske smil. Det er noget, jeg langt hellere tager afstand fra. En skovl er en skovl og en spade er en spade. Enten kan man lide mig, eller også kan man ikke – og begge dele er helt okay, men jeg orker ikke at gætte mig frem. Det er måske lidt en fordom, men det er jo ikke uhørt, at piger og kvinder er gode til at fremsætte gættelege. Og det er lidt ambivalent at sige sådan, når jeg selv er pige… Det ved jeg godt, men det er trods alt baseret på erfaring. Jeg har efterhånden gået i flere klasser, hvor flertallet har været piger. Og de klasser har været præget af kliker, rygter, sammensværgelser og humørsvingninger. Jeg kan selvfølgelig have været rigtig uheldig, men umiddelbart er det kun positivt for mig, at kønsfordelingen nu er, som den er! Som pige kan man godt komme lidt i undertal, når der skal vælges aftensmad og ”noget med salat” ikke bliver godtaget som andet end en joke. Det faktum, at jeg faktisk godt kan lide “kaninføde” er fuldstændig uhørt. Eller når der skal købes ind, og der selvfølgelig skal være 350 g kød og 500 g kartofler til hver – som for mig næsten svarer til tre aftensmåltider. Eller når jeg gang på gang skal høre for, at jeg rykker førersædet i ambulancen frem, så jeg kan nå pedalerne – hvilket åbenbart er FOR langt frem, fordi der bliver plads bagved sædet. Jeg skal høre på kommentarer som: ”nu kan vi jo faktisk have en ekstra pårørende med. Der kan bare stå en bag Lea, hvis hun kører” eller ”hvem har siddet her?”, når nogen prøver at smyge sig ind, uden at rykke sædet tilbage først, med resultatet af to smadrede knæskaller. Men det er alt sammen noget, jeg sagtens kan leve med og grine ad. Jeg synes også, at det har sin charme at være i undertal.
Det betyder ikke, at vi er svagere, men derimod, at vi har kæmpet væsentligt hårdere for at være der, hvor vi er i dag!
Der, hvor min film knækker i den her kønsfordeling, er det øjeblik, hvor der bliver tvivlet på mine evner. Ikke fordi jeg har sagt fra eller på anden måde udvist svagheder, men bare fordi jeg er af hunkøn. I sådanne tilfælde tillader jeg mig at rejse mig op og banke i bordet! Det er for mig defust, hvorfor der er grund til at tvivle på piger og kvinder. Om det er højde, vægt, muskelmasse eller indlevelsesevne fremgår ikke helt tydeligt. Der er heller ikke nogen, der direkte har konfronteret mig med, hvad der måtte få nogen til at tvivle på, at kvinder kan sidestilles med mændene indenfor redderverdenen. Men en ting er sikkert: der er nogle få derude, som ikke synes, det er velset, at kvinder optages i faget. Og jeg kan ikke komme i tanke om noget mere skræmmende og nedværdigende, end at skulle køre som assistent med en, som ikke mener, at jeg kan udføre mit job til fulde. At skulle køre med en, som måske ikke er helt tryg ved at have mig ved sin side. Jeg hverken kan eller vil ændre på mit køn, men jeg vil rigtig gerne have ændret den indstilling, at kvinder ikke er egnet som ambulancereddere.
Ja ja, det er videnskabeligt bevist, at kvinder fra naturens side har mindre muskelmasse og mænd derved som udgangspunkt er stærkere. Som udgangspunkt, blev der sagt! Det betyder ikke, at vi er svagere, men derimod, at vi har kæmpet væsentligt hårdere for at være der, hvor vi er i dag!
Gennemsnitshøjden hos kvinder er også lavere, end hos mænd – der er faktisk intet mindre en 14,2 cm til forskel i det danske landsgennemsnit. Jeg selv er endda knap tre centimeter højere end gennemsnittet for danske kvinder… Men intet af ovennævnte ændrer på, at vi har gennemgået præcis de samme kriterier, for at komme ind på uddannelsen. Vi er blevet målt og vejet på samme parametre, svedt os igennem de samme tests og kæmpet for vores ret til at have et job, som vi elsker.
Herre Gud. Med mine 170 cm kan jeg sagtens se ulemper ved min højde. Når båren flere gange om dagen skal løftes op, og jeg må stå på tæer, for ikke at lave adskillige uhensigtsmæssige løft. Eller når jeg står overfor en patient på motorvejen og skal undersøge hans 2 meter høje korpus for skader – og for at nå hans hoved og nakke, bliver jeg nødt til at bede ham gå lidt i knæ… Men der er også mænd indenfor faget, som ikke er meget højere end mig, og de bliver mødt af nøjagtigt de samme problematikker. Forskellen er bare, at de ikke skal høre for det på samme måde. Der bliver ikke tvivlet på deres evner, for de er jo som bekendt født som mænd.
Til gengæld vil jeg påstå, at piger og kvinder i høj grad bidrager med bløde værdier. Vi kommer med empati, indlevelse og omsorg – både for patienter og kollegaer. Naturen har måske udstyret os med mindre muskelmasse, men til gengæld har vi fået et moderinstinkt. Et moderinstinkt som man IKKE kan træne sig til, på samme måde, som man kan træne sig til større styrke og muskelmasse. Så jeg synes bestemt ikke, at det er fair at generalisere og tvivle på hunkønnet indenfor redderverdenen. Man kan som udgangspunkt mene, hvad man vil og ytre sig, som man vil. Men der bør være en vis viden og et sagligt grundlag bag holdninger. Og det er ikke sagligt, at argumentere med “bare fordi”. “Bare fordi hun er en pige”.
Det skal dog siges, at langt størstedelen af de reddere, jeg har mødt, har været rigtig åbne og positive overfor os piger. Vi bidrager med god stemning og bryder op med alt den mandehørm og dårlige humor, der ellers kan præge en arbejdsplads, som overvejende består af mænd. Man skal nogle gange udstyres med en god portion tålmodighed og selvironi, for man bliver nødt til at finde sig i, at man er i undertal og derfor et oplagt offer for de dårlige jokes og flabede kommentarer. Man får kritik råt for usødet. Nogle gange har man heller ikke et andet valg, end at lade dem smage sin egen medicin. Mændene har kun godt af at få lidt igen. Der er god stemning, højt humør og plads til at tage lidt pis på hinanden, uden nogen føler sig ramt. Men jeg synes også, at det er en af de ting, der gør, at det altid er sjovt at møde på arbejde!
Hvem er jeg:
Redderelev hos Falck i Randers
Læs mere om (og fra) mig
