Som Lea skrev i sit sidste blogindlæg, vil du i løbet af din redderuddannelse skulle 2 x 7 uger i hospitalspraktik. Alt afhængigt af hvilken region du er ansat i, vil du blive sendt ud til nogen forskellige hospitaler og afdelinger, hvor du vil få stiftet bekendskab med hvad der foregår bag hospitalets vægge.
Jeg har nu været 4 uger på Neurovaskulært Center N80 på Roskilde Sygehus. Neurovaskulært Center modtager patienter fra hele Region Sjælland, der pludselig har fået en mulig apopleksi.
Apopleksi dækker over enten en blodprop i hjernen eller en hjerneblødning, og rammes man af en af delene vil man på ganske få sekunder opleve symptomer af forskellig karakter. Nogle af de mere tydelige og overbevisende symptomer kommer på få sekunder og indbefatter lammelser, kraftnedsættelse samt problemer med at tale og danne sætninger. Symptomerne kan være mange, og det er derfor umuligt for ambulancepersonalet at sige med sikkerhed, om symptomerne peger i retning af en blodprop eller en blødning.
Disse patienter vil hurtigst muligt blive kørt til et relevant hospital, for at få lavet en scanning af hjernen. Hvis denne scanning viser, at skaden består i en blodprop i hjernen, vil patienten – såfremt det er inden for 4 timer siden symptomerne opstod – blive tilbudt en kraftig blodfortyndende behandling, der kan opløse blodproppen.
Jeg har igennem disse 4 uger oplevet en del apopleksipatienter, der bliver indlagt. Roskilde Sygehus er det eneste hospital i Region Sjælland, der modtager denne type patienter, og jeg har derfor oplevet patienterne blive bragt ind – primært via ambulance, men sågar også via helikopter, idet tiden er en altafgørende faktor ved en apopleksi. Forskning viser, at den blodfortyndende behandling, lægerne kan tilbyde patienterne, kun har effekt såfremt patienten får den inden for 4 timer siden symptomstart.
Finder lægen tegn på at der er en blodprop i hjernen på den pågældende patient, spørger han patienten eller en nær pårørende om tilladelse til at give behandlingen. Dette gør han på baggrund af den risici der er forbundet med den blodfortyndende behandling. Behandlingen er så kraftig, at der er fare for at patienten vil få en hjerneblødning.
Patienterne der bliver tilbudt behandlingen, har været påvirket i forskellige grader af denne blodprop, alt afhængig af hvor i hjernen den har placeret sig og hvor længe den har været der.
Jeg har været enormt imponeret over effekten af den blodfortyndende behandling lægerne giver. Nogle af patienterne ser man fremgang hos, allerede få timer efter behandlingen er givet, mens andre patienter har dårligere fremgang – hos nogle måske næsten ingen – og dette har jeg valgt at skrive denne blog på baggrund af.
Jeg er rigtig stolt af det danske sundhedsvæsen; hvor er det imponerende hvad vi kan tilbyde patienter, og hvor er det hele velstruktureret. Fra patienten får det første symptom, til patienten ligger i scanneren, er der styr på det hele.
Alle parter ved præcis hvilken funktion de har, når ambulancepersonalet kommer ind med patienten.
Én står klar til at tage blodprøver, Én styrer alt det praktiske med bekræftelse af patientens identitet, information til pårørende mm, Én gør klar til at udstyre patienten med diverse udstyr, såsom blodtryk-manchet mm, Én gør klar til at føre patienten ned til scanneren, og sidst men bestemt ikke mindst, så gør lægen klar til at undersøge patienten når denne ankommer til stuen.
Men ligeså godt det hele kan være, er der også de triste sider.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på nogle af patienterne. Et helt liv der er forandret på ganske få sekunder. Selvom mange af patienterne har gode muligheder for at blive trænet godt op til at kunne have en helt normal hverdag igen, er der også patienter som har været ramt så hårdt, at de aldrig vil komme sig helt.
Jeg husker tydeligt en af de svært ramte patienter. Han var halvsidigt lammet, og kunne ikke tale.
Da hans familie kom ind, brød patienten sammen og hans familie ligeså. Her kunne jeg ikke tænke på andet, end hvor livet dog nogle gange er uretfærdigt. En helt normal familie, hvor livet pludselig har ændret sig ud af ingenting, og måske altid vil være påvirket af de få sekunder den dag.
Som redderelev vil du kunne stifte bekendskab med denne type patient meget hurtigt i din uddannelse, idet der desværre er mange tilfælde af denne type patienter hvert år.
Jeg er i mine 4 ugers hospital praktik på Roskilde Sygehus blevet meget bedre rustet til at kunne håndtere disse patienter. Alle fra min klasse er blevet sendt til forskellige hospitaler og forskellige afdelinger, og vi har allesammen forskellige holdninger til hvad vi nu kan sige om hospitalspraktikken.
Jeg kan blot sige at, på trods af jeg savner at køre ambulance enormt meget, så kan jeg sagtens se det fornuftige ved at komme ud at lære hvordan det hele foregår inde for hospitalets vægge – noget som vi som ambulancepersonale, ellers ikke har så meget at gøre med. Jeg kom lidt uvidende ind til hospitalspraktikken, og vidste ikke hvad jeg skulle forvente, men er idag enormt glad for at have oplevet en masse spændende.
Hvem er jeg:
Redderelev hos Roskilde
Læs mere om (og fra) mig
